Guide // Undgå flossede negle

Når negle flosser betyder det at de mange tynde lag en negl består af, splittes og gør neglen tynd og skrøbelig. Det er et irriterende problem og jeg døjer selv med det fordi jeg har hænderne i vand hele dagen, men det er dog værst når det bliver koldt i vejret.

Heldigvis er der nogle nemme tricks til at undgå flosserierne og her er seks af dem:

  1. Brug en negleolie og brug den ofte, gerne flere gange om dagen. Neglene kan begynde at flosse hvis de er tørre og negleolien forhindrer dette. Den kan med fordel benyttes i løbet af natten, eftersom man ikke vasker hænder når man sover og den derfor får lov til at arbejde i fred og ro.
  2. Brug en sandpapirsfil både til at forme og korte neglene. Den klassiske 3-i-1, samt glasfile forværrer problemet ved at skille neglelagene ad. Fil også i én retning og ikke “save” for meget, da dette også splitter neglepladerne.
  3. Efter du har filet neglene er det en god ide at bruge en polérfil/buffer, både ovenpå neglen og ude på tippen. Dette forsegler neglepladerne og forhindrer at de flosser.
  4. Når du gør rent eller vasker op er det bedst at have gummihandsker på, da vandet og de hårde kemikalier udtørrer neglene og gør dem mere udsatte. Det kræver lidt tilvænning, men det kan sagtens betale sig og du og dine hænder bliver helt sikkert glade for det i længden.
  5. Husk at tage vanter på når du skal ud i kulden. Minusgraderne kan lynhurtigt ødelægge negle og neglebånd, så sørg for at være godt klædt på.
  6. Hav altid en god nærende håndcreme i tasken, så du altid har mulighed for at pleje hænder og negle efter håndvask i løbet af dagen.

Essie Apricot Cuticle Oil (cirka 80 kroner), Deborah Lippmann Cuticle Oil (cirka 138 kroner), Dr Lipp Nipple Balm (110 kroner), Ciaté Cranberry Love Me Oil (cirka 100 kroner), CND Solar Oil (fra 79 kroner)

  1. Eva B

    kære Eva
    Jeg holder meget af præsentable hænder med smukke negle. Men jeg har et tilbagevendende problem, som er så træls: jeg får relativt ofte neglerødder(why?) og OMG; så går der bare altid betændelse i området omkring negleroden. Og det gør bare nas i et par dage eller tre, og udelukker neglelak – faktisk er jeg nødt til at have plaster på. Tit har jeg 2-3 af sådanne neglerødder m betændelse og plastre, og man ligner – korrektion; mine hænder ligner et vildt drengebarns i 2. klasse. Det passer ligesom ikke til resten…
    Af håndpleje sørger jeg for en god håndcreme et par gange dagligt, og bruger ret ofte neglebåndscreme (Diors el Eve Loms).
    Hvorfor får jeg alle de neglerødder, og skal jeg investere i en hudtang og klippe dem af, eller hvad gør man? Please hjælp!

    Svar
    • EvaK

      Hej Eva

      Ja det lyder da godt nok ubehageligt :(

      Neglerødder kommer som regel på grund af at neglene og området omkring dem er tørt. Det er godt at høre du allerede har et par produkter inde i din rutine, men måske du skal justere dem lidt.
      Først og fremmest vil jeg råde dig til at bruge en sulfatfri håndsæbe derhjemme, da det udtørrer hænderne meget. Jeg er ret glad for den fra Purely Professional. Husk at brug en rigtig god håndcreme HVER gang du har vasket hænder og inden du går i seng, samt brug handsker når du gør rent/vasker op og når du er ude i kulden. Jeg har ikke prøvet de to neglebåndscremer du nævner, men jeg kan varmt anbefale Lemony Flutter fra LUSH som også er meget budgetvenlig.
      Min egen rutine er at jeg bruger håndcreme efter hver håndvask og hver aften giver jeg en omgang med min Solar Oil negleolie efterfulgt af Lemony Flutter omkring neglene og til sidt håndcreme på. Det holder neglerødderne væk her :)

      Håber du kan bruge mit svar og at du snart slipper af med neglerødderne :)

      Svar