Bruger du din scrub rigtigt?

For nogle måneder siden opdagede jeg noget ganske forfærdeligt. Et af mine yndlingsprodukter blev rakket ned både i og uden for blogland. Pludselig er det blevet umoderne at bruge scrubs. Jeg var ganske uforstående overfor tendensen, for lige netop scrubben er ofte det produkt der kan være startskuddet til at afhjælpe mange hudproblemer – for eksempel dehydreret hud og tilstopninger i porerne.

Efter lidt tid og kiggen rundt i diverse skønhedsorienterede grupper på Facebook, gik det op for mig hvad problemet var. Det er nemlig ikke scrubben der er noget “galt med”. Det er brugen af den. Alt for mange bruger deres scrub forkert.

Sådan bruger du din scrub
For det første er det meget vigtigt at du ikke kommer til overdrive brugen af den. De fleste scrubs bør kun bruges 1-2 gange om ugen og det må man ikke overskride. Hvis du føler du huden har behov for at bruge den oftere, er det en god ide at se på om resten af dine rutiner er grundige nok. For eksempel kan en utilstrækkelig aftenafrensning resultere i en tør, ujævn og kedelig hud. En anden løsning kan være at skifte over til et exfolierende produkt som du kan bruge dagligt, som for eksempel Daily Exfoliating Cream fra Jurlique eller Rensecreme fra Dr. Hauschka.

For det andet er det en god ide at se på kornene i den scrub du bruger, det er nemlig ikke ligemeget hvilken type der benyttes. De skal være slebet runde og må under ingen omstændigheder være uregelmæssige i formen. De forkerte korn kan resultere i en skadet og stresset hud, så husk at mærke efter inden du køber den med hjem. Størrelsen er heller ikke helt ligegyldig (uanset hvad de siger). Mindre korn giver en mere jævn exfoliering end de store korn, så de er klart at foretrække.

For det tredje skal du have styr på hvordan du bruger scrubben. Der er to meget vigtige ting du skal huske på når du arbejder med din scrub: bevægelse og tryk. Altid cirkulære bevægelser, aldrig skrub frem og tilbage. Cirkler giver en jævn og ensartet exfoliering, hvor det andet hurtigt overbelaster huden. Du exfolierer ikke mere grundigt af at trykke hårdt. Faktisk er det lige omvendt. Et let tag får kornene til at glide hen over huden og snuppe uønsket tør og kedelig hud med sig, hvor et hårdere tag vil skade huden og gøre den mere tør og sensitiv.

Hvis du husker disse tre ting når du køber/bruger din scrub er der ingen ko på isen og den vil både reducere mængden af hudorme, lette optagelsen af din andre produkter og give en flot, blød og glødende hud – uden at have nogle negative sideeffekter, vel at mærke.