Månedens ønsker // September 2015

Ultra HD Foundation fra Make Up For Ever, er netop kommet i Sephoras butikker og eftersom dens forgænger er én af min absolut yndlingsfoundations kan jeg nok ikke komme udenom at prøve den.

Uanset om mit hår er glattet ud eller beholder sit naturlige krøl, er luftfugtighed en sand dræber af enhver god hår-dag. Jeg har endnu ikke fundet det vidundermiddel som vil holde krus væk, men jeg har store forventninger til Humidity Shield fra Living Proof som har fået mange pæne ord med på vejen fra både Instagrammers og bloggere.

Egentlig var det noget andet jeg ledte efter på Beautybay, da jeg faldte over denne Marula Cleansing Oil, men har ikke kunnet give slip på den igen. Rens og pleje i ét og samme produkt, er lige hvad min hud behøver her til efteråret.

Til min fødselsdag fik jeg en Lip Couture fra LA Splash og jeg kan slet ikke få armene ned igen. Den flydende læbefarve er nem at påføre og når først den er tør rører den sig. ikke. ud. af. flækken. Mad, drikke, kys og tværen rundt med hånden – der skete intet. Derfor vil jeg meget gerne udvide “samlingen” med Malevolent, Venom og Latte Confession.

For et år siden besluttede jeg mig for at lade mit hår gro ud igen, men det går laaangsomt og overvejer derfor at ty til mere drastiske midler i form af Hairburst, en pillekur der eftersigende skulle give stærkere, længere og sundere hår.

Jeg elsker makeup, men jeg hader at rengøre penslerne. Derfor ønsker jeg mig inderligt en Lilumia Makeup Brush Cleaner. Det UFO-lignende æg kan rumme op til 11 pensler og rengører dem imens du laver noget andet (mere interessant) i et kvarter. Det er er jo enhver makeupelskers drøm.

Jeg har nu omkring 5-6 rigtig gode mascaras, men min søgen efter den perfekte stopper aldrig, hvorfor jeg gerne vil prøve den nye Audacious Mascara fra NARS som er lige om hjørnet. Glæder mig til at se om den kan slå Perversion, Roller Lash og Better Than Sex.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Jeg elsker kokos. Så selvfølgelig kan jeg ikke komme udenom at skulle prøve den nye Undercover Perfecting Coconut Face Primer fra Marc Jacobs. Den burde i virkeligheden nok stå øverst i stedet for nederst.