Smashbox Insta-Matte Lipstick Transformer

Produktet er tilsendt til test

Inden de matte læbefarver ramte os som et lyn fra en klar himmel og overtog verdensherredømmet, havde jeg oparbejdet mig en stor samling læbestifter med satin og creme finish. Jeg bruger dem stadig som de er, men af og til ville jeg ønske jeg havde de samme farver i mat. Fordi der ikke umiddelbart var en løsning på dét problem (andet end at købe mig fattig i endnu flere læbestifter), endte de i en kedelig skuffe og blev kun sjældent brugt. Indtil nu.
Insta-Matte Lipstick Transformer fra Smashbox er det produkt mine læbestifter har ventet på. Det er en gel du dupper ovenpå din læbestift, så du opnår et mat — og nærmest fløjlsagtigt — finish. Konsistensen er meget tykt og den føles en smule grynet i starten, men når den kommer i kontakt med læbestiften bliver den blød og glat. Udover at mattere læbefarver, skulle Insta-Matte eftersigende også øge holdbarheden og forhindre farven i at “bløde”.
smashbox_insta-matte_3
Jeg har ikke oplevet at holdbarheden er blevet forbedret. Læbestifterne holder samme mængde tid, som de plejer uden brug af Insta-Matte. Dog synes jeg, at kunne se en forskel i forhold til at holde farven på plads. Læbestiften smitter mindre af i løbet af dagen og glider ikke udenfor læberne — som nogle af de farver jeg har brugt den med ellers har tendens til.
Insta-Matte gelen skal duppes på med fingrene og det skal gøres med en smule snilde, da du ellers kan miste noget af farvens intensitet. Det er vigtig du ikke smører den på eller insisterer på den skal arbejdes ind i læberne/læbestiften. Gelen skal blot lægges på og så sørger den selv for at lægge sig pænt, hvilket betyder det tager to sekunder at påføre den. Meget stort plus.
smashbox_insta-matte_1

På billederne har jeg brugt Sensai Silky Design Rouge læbestiften i farven Ebicha

Det største plus er dog, at Insta-Matte ikke udtørrer læberne. Førhen brugte jeg tricket, hvor du drysser lidt transparent pudder gennem en kleenex for at opnå det matte look, men har aldrig syntes det virkede optimalt. Det føles tørt, pudret og farven bliver underligt lys — uanset hvilken pudder jeg bruger. Ingen af disse ulemper har Insta-Matte. Den ændrer absolut intet ved kvaliteten af læbestiften og det elsker jeg den for. Så nu er en masse af mine gamle læbestifter kommet i rotation igen og det føles som om jeg har udvidet min samling med 20 nye farver.

Smashbox Insta-Matte Lipstick Transformer koster 210 kroner og kan findes lige her.

  1. Favoritter lige nu (maj 2016) - EvaK.dk

    […] Læs hele anmeldelsen af Insta-matte her […]

    Svar