De 6 bedste concealere til mørke rander

Urban Decay NAKED SKIN Concealer (175 kroner i Magasin)
Jeg har ikke brugt andre concealere end denne i år, på nær når jeg har testet nye. Det er selvfølgelig også grunden til den kom med på min liste over uundværlig makeup. NAKED SKIN Concealer har en let og cremet konsistens, sætter sig ikke i linjerne og holder hele dagen. Applikatoren har en god størrelse som passer perfekt under øjnene, men også rundt om i ansigtet når jeg bruger dem til diskret contouring — ja, det er de nemlig også fantastiske til. Eneste minus er at det er lidt af en udfordring at få de sidste rester ud af flakonen, men det er tilbagevendende problem på kryds og tværs af mærker.

MAC Pro Longwear Concealer (165 kroner i Magasin)
Dette var den første concealer jeg havde succes med og den er stadig én af mine topfavoritter. Den er nem at arbejde med, dækker godt og ser naturlig ud. Den har lidt tendens til at oxidere (blive mørkere på huden i løbet af dagen), så det kan være en god ide at købe en nuance eller to lysere end hudtonen. Emballagen er det eneste minus ved Pro Longwear, da det er noget nær umuligt at få de sidste rester ud af flasken. Derudover er flakonen også ret skrøbelig og du skal derfor være påpasselig med ikke at tabe den på badeværelsesgulvet.

Smashbox Studio Skin Concealer (175 kroner i Stylebox)
Måtte jeg kun bruge én concealer resten af mine dage, ville det være denne. Studio Skin Concealeren er helt ny på markedet og har blæst mig omkuld. Faktisk gav jeg en kollega den jeg havde fået tilsendt (da den var for lys), for at få en second opinion fordi jeg ikke troede på den var så god som jeg selv følte. Hun gav mig dog ret og sagde den både var bedre end MAC, NARS og de mange andre mærker hun har prøvet. Konsistensen er helt perfekt, den dækker virkelig godt og så blender den så smukt ind i huden, at man knap nok aner man har den på. Holdbarheden er også helt i top, selv når der ikke er en pudder ovenpå.

Kat von D Lock-it Concealer (215 kroner i Sephora)
Til at starte med var jeg ikke vild med denne concealer. Faktisk var jeg skuffet. Det gik dog over i samme øjeblik jeg droppede at sammenligne den med mine andre favoritter — for den er i en kategori for sig selv. Den meget høje dækkeevne og mere rige konsistens gør at Lock-it føles “tungere” end de andre fem på listen her og det var dét der gjorde jeg ikke var sikker på den. Jeg fandt dog ud af, at jeg er villig til at gå på kompromis med letheden, for bedre at kunne dække de mørke rander — i hvert fald på særligt trætte dage. Derudover er jeg også glad for den dråbeformede applikator, som gør det nemt at præcisere påføringen og komme godt ind i øjenkrogen.

NARS Radiant Creamy Concealer (205 kroner i Sephora)
Dette er den eneste concealer jeg selv kun har brugt få gange, men primært anbefaler udfra de (mange!) gange jeg har lagt den på kunder. Radiant Creamy Concealer lægger sig superflot på huden, samtidig med den dækker mørke rander. Selv når den er på i mange timer af gangen, sætter concealeren sig ikke i linjerne. Applikatoren/emballagen er desværre igen én af den slags, hvor det er besværligt (læs: umuligt) at få de sidste rester ud, men effekten gør op for det.

Etude House Big Cover Cushion Concealer (ca. 69 kroner på eBay)
Egentlig købte jeg denne fordi jeg troede det var en color corrector og ikke en concealer (navnene på farverne var lidt misvisende), men det viste sig at være held i uheld. Den runde cushion-applikator og klik op-funktion gør at du får al produkt ud af concealeren og intet går til spilde. Det er dog lidt sværere at være meget præcis med påføringen, i forhold til ovenstående concealere, men det er ikke noget der har forhindret mig i at lægge en fin concealer. Dækningen er høj og den er nem at tone ud, så eneste minus er at concealeren ikke er holder sig ude af linjerne under øjnene, hvis du har den på i +10 timer. Big Cover er en smule mere “klisteret” i konsistensen og fungerer derfor bedst under din foundation eller med en god gang baking efterfølgende.