All I want for christmas (2016)

Grown Alchemist Vanilla & Watermelon Lip Balm (145 kroner i Magasin)
Jeg har en svaghed for læbepleje og ejer flere produkter i den kategori end jeg nogensinde kommer til at bruge op. Det holder mig dog ikke fra at erhverve mig nye af slagsen og øverst på listen står denne fra Grown Alchemist. Både deres face mist og ansigtsolie er store favoritter her på hovedkontoret, så jeg er ikke i tvivl om at denne lip balm (med den skønneste duft af vandmelon) vil hitte ligeså stort.

Tom Ford Bronzer Brush (830 kroner i Magasin)
Den koster en bondegård, men jeg må have den. Måske bliver det ikke nu, men før eller siden skal jeg tilføje bronzer børsten (og nok også et par andre) fra Tom Ford. Designet er eksklusivt og hårene så bløde, at jeg får tårer i øjnene.

YSL Black Opium Eau de Parfum (504 kroner i Magasin)
Efter jeg begyndte at arbejde i Sephora er jeg endt ud med en tre gang større parfumesamling — og det var ikke fordi jeg havde få inden da. Ligesom med læbe balmerne, kan jeg bare ikke få nok. Black Opium er ingen nyhed, men jeg drages af dens noter af vanilje, patchouli og jasmin.

Dr. Jart+ The Book of Masks (320 kroner i Sephora)
Endnu en af mine guilty pleasures er sheet masker og Dr. Jart+ laver nogle rigtig gode af slagsen. Derfor synes jeg også The Book of Masks er en supergod gaveide. I bogen kan du bladre dig gennem et udvalg af masker til alle tænkelige hudproblemer, samt læse om maskerne. Så er der lidt at give sig i kast med over juledagene.

Glamglow Gift Sexy (425 kroner i Sephora)
Apropos masker, undrer jeg mig over jeg endnu ikke har fået prøvet Glamglows. Denne gaveæske med fire rejsestørrelser virker som en god måde at få prøvet mærket af på. Jeg kan heller ikke lade være med at blive begejstret over den fine æske der glimter som diamanter — man er vel en luksuspige.

Tromborg Aroma Therapy Body Lotion (420 kroner i Magasin)
Dette er en meget gammel favorit og jeg savner den. Tromborgs body lotion er én af de absolut bedste jeg har prøvet. Det føles som at smøre sin krop ind i flødeskum og den bløde fornemmelse holder hele dagen lang. Som en ekstra bonus dufter den himmelsk. Tror det bliver min julegave til mig selv i år.

Urban Decay VICE Lipstick (150 kroner i Magasin)
Jeg elsker Urban Decay og jeg elsker læbestifter. Derfor har jeg også tre farver fra deres linje af VICE læbestifter på ønskelisten. Nu er jeg ikke så konservativ når det handler om farver på læberne og derfor har jeg både kig på Heroine (dyb blå), Disturbed (mørkerød) og 1993 (kastanjebrun).