Flora & Fauna kollektionen havde umiddelbart ikke den samme wow-effekt som de jeg før har prøvet fra Vinylux. Nok mest fordi de fotos jeg fandt på nettet overhovedet ikke lignede de faktiske farver og derfor forventede noget andet end hvad der kom ind af døren. De skulle lige ses lidt an og jeg har derfor ventet nogle dage med at lave denne anmeldelse (normalt gør jeg det med det samme).
De tidligere kollektioner har været på 6 lakker hvor der også har været en eller to permanente farver i blandt, men Flora & Fauna er på 8 lakker og så vidt jeg kan se er alle limited editions. På billederne har jeg to lag lak og top coat på, på nær Dandelion og Salmon Run som krævede tre lag for at dække helt. Den skarpe læser vil iøvrigt kunne se at jeg har swatchet på min højre hånd. Jeg knækkede desværre en negl temmelig langt nede og blev derfor nød til at kaste mig ud i den svære kunst at lægge det hele med venstre hånd.
Creekside (babyblå med creme finish)
Thistle Thicket (grålilla med creme finish)
Blush Teddy (lys rosa med perlemor finish)
Field Fox (lys gråbrun med creme finish)
Salmon Run (frisk laksefarve med creme finish)
Dandelion (pastel fersken med shimmer)
Fragrant Freesia (kølig rosa/nude med gyldent glimmer)
Wild Moss (mosgrøn med glimmer)
Jeg skal ærligt indrømme at mine første følelser for Flora & Fauna var lidt kølige, men det ændrede sig da de kom på og jeg har allerede været ude og lufte et par af farverne. Der er de typiske forårsfarver – koral, pastel, lyserød – men også med lidt nyt i form af Wild Moss og Fragrant Freesia. Selvom to af farverne (Dandelion og Salmon Run) kræver tre lag, vil jeg stadig rose konsistensen på lakkerne. De lægger sig pænt og jævnt uden besvær, selv den lyseblå Creekside glider let på. Som helhed synes jeg stadig ikke denne kollektion når op på samme niveau som de foregående, men Flora & Fauna er helt sikkert et kig værd – ikke mindst på grund af den gode kvalitet og lange holdbarhed.
Favoritter: Wild Moss, Creekside og Blush Teddy
Vinylux Flora & Fauna kollektionen er i handlen nu og kan blandt andet findes lige her. Prisen er 125 kroner per styk.
Produkterne er tilsendt til anmeldelse