For nogle dage siden ringede en veninde og var lidt i vildrede og jeg vil gerne dele det med jer, for jeg tror mange vil få noget ud af hendes oplevelse.
Efter et besøg hos en kosmetolog, var hun lidt i tvivl om hvorvidt hun skulle købe de anbefalede produkter (til den nette sum af 2000,-). Hun er en type som ikke plejer at bruge det store til hjemmeplejen og nu var hun blevet påduttet hele SYV produkter! Hendes spørgsmål til mig var så “har jeg brug for det?”. Mit svar må være “nej, men…”.
En person som normalt ikke bruger nogle produkter, kommer ikke lige pludselig til at bruge syv om dagen. Det vil blive alt for uoverskueligt, og derfor vil de bare stå og glo ude på badeværelset. Produkter virker på huden og ikke på hylden! Mit råd til hende var så at nøjes med basis produkterne (rens, tonic og creme) til en start og når så det er blevet en rutine, så kan der bygges mere på.
Nu ved jeg jo hvordan min veninde ser ud, så jeg har liiiidt på fornemmelsen at lige præcis denne kosmetolog var mere en sælger end en vejleder, men nu skal vi ikke skære alle over én kam. Som udgangspunkt skal du stole på den professionelle, men mærk efter om hun er oprigtig eller det virker som om hun bare vil have penge i kassen. Spørg meget gerne ind til hvorfor lige dét produkt er nødvendigt for dig, så kan du selv vurdere om du syntes det er vigtigt.
Mit bedste råd er at finde en professionel som du har tillid til og som kan vejlede dig og kun sælge dig det du har brug for og lyst til.