For to uger siden blev jeg nød til at erhverve mig et nyt GHD glattejern efter at sønnen havde smidt vand på det gamle (sådan en toårig kan virkelig pjaske meget og langt i et badekar) og i den anledning smed jeg en lille ekstra ting i kurven.
Space Odyssey lakken er fra sidste års holiday kollektion og den er min allerførste NARS neglelak. Normalt er jeg egentlig en guldpige, men lige for tiden har jeg hang til hvid, sølv og perlemor. Jeg har lige taget den på, så jeg ved endnu ikke hvordan holdbarheden er, men jeg synes den var nem at lægge på – på trods af lille pensel og en noget flydende konsistens. Den kræver tre lag for at dække 100%, men så længe den er let at arbejde med kan jeg sagtens leve med det.
NARS’ lakker koster cirka 130 kroner på hqhair.com eller 135 kroner på narscosmetics.eu. Deres eget site er dyrere både med produktpris og fragt, men de har til gengæld også en langt større udvalg og får de nye ting væsentlig hurtigere.