Over de sidste måneder har jeg været i gang med at lade mit hår gro og ikke mindst undladet at glatte det ud som jeg ellers plejer. Det har betydet jeg har måtte genoverveje mine hårprodukter og -rutiner, hvilket absolut ikke har været let. Krøller er bare besværlige. Håret er tørt, krøllerne krøller ikke på den rigtige måde og der er alt for meget krims krams (mit danske ord for ‘frizz’). Så her for lidt over en måned siden dumpede der en kasse fyldt med hårprodukter ind af min dør imens jeg læste en artikel om co-washing. De to ting har tilsammen givet mig et meget mere medgørligt hår.
Co-washing
Konceptet går i korte træk ud på at man undlader at vaske sit hår med shampoo og nøjes med en balsam. I starten var jeg lidt skeptisk fordi jeg også benytter mig af stylingprodukter og ikke mindst hårspray som jo skal vaskes ud, men det klarer balsam altså fint. Hvis man har lyst kan man vaske håret med en sulfat-fri shampoo en gang om måneden hvis det føles nødvendigt – har dog ikke selv haft det behov endnu. At skippe sin shampoo gør at håret ikke tørrer ud (og det gør de fleste krøller også selvom den er uden sulfater) og krøllerne helt naturligt hopper pænt på plads uden krims krams.
John Frieda Frizz Ease
Nå, men tilbage til den kasse hårprodukter jeg blev velsignet med. Den indeholdte en hele serie fra John Frieda, et mærke jeg aldrig har prøvet før. Har altid haft bedst held med de lidt dyrere brands (Redken, Bumble and Bumble o.s.v.) så var meget spændt på at prøve dem af. Nogle var fine nok, men ikke noget revolutionerende (shampooen og olien) og så var der et par stykker som bare VIRKEDE – særligt serummet og Unwind Curls cremen synes jeg gør underværker for mit krøl.
Her er min rutine:
- Først co-washer jeg mit hår med John Friedas Frizz Ease Conditioner
- I mens håret stadig er vådt putter jeg et par pump af Extra Strength/6 Effects Serum i
- Så kører jeg fingrene igennem håret (en børste skiller krøllerne for meget ad, så ikke noget af det) og smider et håndklæde om det
- Når håret er halvtørt tager jeg en klat Unwind Curls i håret, kører fingrerne igennem igen og sprayer lidt med Go Curlier
- Jeg venter med at bruge hårtørrer indtil håret er cirka 85% tørt og så krammer jeg håret så krøllerne sidder pænt
- Til sidst giver jeg lidt hårspray for et let hold og lidt volumen.
Frizz Ease produkter fra John Frieda: Conditioner (89 kroner), Extra Strength Serum (129 kroner), Unwind Curls (89 kroner) og Go Curlier (129 kroner).