Fredags 5’eren // De bedste hårprodukter lige nu

Det er ikke så ofte at håret er i fokus her på bloggen, men jeg bruger (og tester) faktisk mange produkter til det og derfor synes jeg det var på tide med et indlæg om netop dem.

Lige nu har jeg særligt fem produkter som jeg elsker (og helt sikkert skal eje igen) og dem får i her:

Creme de Coco Shampoo og Conditioner fra Bumble And Bumble

Mit hår er meget tørt og derfor er det vigtigt for mig at min shampoo både renser, men også plejer det. Den er mild, blød og en af de eneste shampoo’er som ikke efterlader en trang til at dryppe håret i en spand balsam når den er skyllet ud. Deres conditioner er meget drøj og lidt tung (så den er ikke så god til hår med tendens til klask), så den er perfekt til mine tørre krøller. Jeg bruger den selvfølgelig som balsam, men har også et par gange (særligt efter en uge i salt- og klorvand) brugt den som en kur. Begge produkter har den lækreste duft af kokos – uden at blive kvalm.

Du kan finde sættet (250 ml i hver) på lookfantastic.com til cirka 270 kroner.

Treatment 1 fra Purely Professional

Jeg fik en lille prøve på Treatment 1 for noget tid siden og den er så drøj at jeg har fået gavn af den masser af gange. Den virker allerbedst for mig når den kommer i fugtigt hår og jeg efterfølgende tørrer og styler. Den sørger for at mit hår ikke ser hærget ud efter mit daglige brug af både føntørrer og glattejern. Håret bliver blødt uden at blive tungt, samt spidserne er langt mere samarbejdsvillige. Jeg skal helt sikkert have den i normalstørrelse når mini’en er færdig om lidt.

Treatment 1 koster normalt 245 kroner for 150 ml, men hele august kan du købe den til 122,50 kroner lige her.

No. 7 Crystal Fixative Laquer fra Davines

Noget af det jeg har haft sværest ved at finde er en god hårlak. En som giver et godt hold, men uden at klistre eller “fryse” håret – det klarer Davines’. Hårlakken giver et stærkt nok hold til at jeg kan lave “hanekam”, men kan også sagtens bruges til et lettere fix til når jeg har håret nede. Et andet kæmpe plus er at den dufter skønt – noget jeg aldrig har oplevet en lak gøre før – så man ikke har en kemikalie-sky efter sig når håret er sat.

På nicehair.dk kan du finde No. 7 Fixative Laquer til 195 kroner.

Whipped Creme fra Sebastian

En anden kur jeg er blevet forelsket i er Whipped Creme for den giver det blødeste hår med de pæneste krøller. Den er i mousse-form og giver et let hold til krøllerne uden at stivne eller fedte. Jeg bruger den i håndklædetørt hår inden jeg føntørrer så krøllerne samles og kruset fjernes.

Du kan finde Whipped Creme (150 ml) på nicehair.dk til 162,50 kroner.

Dry Cleansing Mist fra Davines

Jeg har aldrig været den store tørshampoo-bruger, men sidst jeg blev klippet gav min søde frisør mig en helt ny (faktisk er den ikke kommet i butikkerne endnu) fra Davines med hjem og jeg elsker den. Et par sprays i hårbunden og en tur med hårtørren giver et friskt hår med masser af fylde. Desuden farver den ikke håret (hvis den bruges rigtigt) og det er ret vigtigt for mig eftersom mit hår er så mørkt.

Desværre kan jeg ikke komme med pris da den ikke er udkommet endnu.

Har du nogle hårfavoritter du ikke kan leve uden?