Anmeldelse: Too Faced Sweet Peach øjenskyggepalette

Jeg ville ønske jeg kunne have lavet denne anmeldelse, da Sweet Peach paletten udkom første gang. Desværre var jeg ikke hurtig nok og gik glip af den (og har grædt over det lige siden). Heldigvis for mig (og jer der heller ikke var hurtige nok) er paletten tilbage igen. Som den skarpe læser nok har opdaget, er jeg stor fan øjenskyggepaletterne fra Too Faced og Sweet Peach er ingen undtagelse. Den er præcis ligeså anvendelig, pigmenteret og nuttet pakket ind, som de foregående tre paletter.

Læs også anmeldelserne af Chocolate Bar, Semi-sweet og Chocolate Bon Bons

too_faced_sweet_peach_2

Der er to store forskelle på Sweet Peach paletten og de tre andre store paletter fra Too Faced. Sweet Peach dufter af fersken i stedet for chokolade (den havde du nok set komme) og så har de valgt at droppe de to store highlighters, for at få plads til et par ekstra farver. Det betyder at Sweet Peach rummer 18 øjenskygger i stedet for de 16 i Chocolate-serien.
Til gengæld har Too Faced holdt fast ved at paletterne skal indeholde alt hvad du skal bruge for at kreere utallige looks (tak for det!), så du finder både highlighters, overgangsfarver og dybere nuancer, i både matte, shimmer og glimmer finish. Formlen på øjenskyggerne føles meget lig Chocolate-paletterne, men muligvis en smule mere cremede i konsistensen — noget jeg rigtig godt kan lide. Som sædvanlig er der et par farver som falder udenfor rent kvalitetsmæssigt (Talk Derby To Me var den mest skuffende), men det gør sig gældende for samtlige af mine paletter og derfor er det ikke noget der trækker ned.

too_faced_sweet_peach_3 too_faced_sweet_peach_4

Nu har jeg haft paletten i nogle uger og har brugt samtlige farver til forskellige looks. Den er så alsidig og nem at arbejde med, at jeg griber efter den helt uden at tænke over det. Faktisk har jeg været lidt sløv med at få testet andre øjenskygger i disse uger, fordi jeg hele tiden vil lave endnu flere kreationer med Sweet Peach.
De af jer der følger med på Snapchat (evak_beautyblog) har allerede set nogle af de looks jeg har brugt Sweet Peach paletten til, men jeg vil alligevel fortælle, at jeg har lavet alt fra søde cut creases med fersken-shimmer til dramatisk smoky eye og et par frække lilla looks. Denne palette kan langt mere end jeg havde forventet og jeg er slet ikke færdig med at lege med den.

Sweet Peach paletten koster 360 kroner og kan findes i Sephora

Pssst… Husk at der kun er et par uger til resten af Sweet Peach kollektionen kommer til Danmark.

 

  1. EvaB

    Eeej den palet kan få mig til at forsøge m at bruge øjenskygge igen. Der er jo også masser af diskrete farver til en forsigtig start. Kan man købe den online? Kender du lige et sted ellers søger jeg selv?

    Svar
    • EvaK

      Ja med den kan du både lave en fin hverdagsmakeup og lidt vildere looks :)
      Jeg ved desværre ikke om den kan købes online, men den er både i Kbh, Århus og Odense.

      Svar