Jeg tænkte at nu hvor i følger mig i min skønhedsverden, så kunne det måske være sjovt/spændende at høre hvorfor jeg brænder så meget for mit arbejde og hvordan jeg kom til at elske skønhed og velvære.
Allerede da jeg var helt lille gik jeg på opdagelse i min mors gigantiske mængder kosmetik. Jeg synes det var enormt spændende at kigge på alle de smukke farver og dufte til alle de skønne parfumer og cremer (i virkeligheden var det faktisk bare den blå dåse fra Nivea, men i en alder af seks var det jo det rene luksus). Når hun stod og gjorde sig klar om morgenen, stod jeg troligt ved siden af og ønskede at jeg snart var stor nok til også at kunne være med.
Da jeg kom op omkring præ-pubertetsalderen begyndte jeg at hamstre. Hver gang jeg var på indkøb med min far fik jeg listet en bodylotion eller Date parfume ned i kurven. Han vidste heldigvis ikke hvad der var nødvendigheder og hvad der var luksus, så den var rimelig nem at slippe afsted med. På mit værelse havde jeg alle mine skatte stående sirligt på reoler, som var det en butik, og blev altid pavestolt når veninderne beundrede alle mine ting.
Min seks år ældre bror fik rigtig mange problemer med sin hud da han blev 19-20 år og det fik (sammen med min egen dumme teenagehud) startet passionen for hudpleje. Jeg begyndte at læse mere og mere om emnet, startede på et hudplejehold i ungdomsskolenfik og øvede makeup på alle jeg kunne komme i nærheden af.
Desværre er kosmetologuddannelsen ikke gratis, så jeg puklede på en madrasfabrik i Århus for at få råd til drømmeuddannelsen (så hvis du har en DreamZone madras kan det være det er mit værk). I 2006 flyttede jeg endelig til København og startede min uddannelse og kom bagefter i praktik i Complete Me.
Der er (desværre) rigtig mange som ser på mit fag som dullet, uintelligent og ligegyldigt. Sådan ser jeg dog langtfra selv på det. Jeg har haft teenagere som i takt med at deres hud er blevet pænere, også er blevet gladere og mere udadvendte. Jeg kan give mødre en yderst velfortjent pause fra hverdagens bekymringer, så hun kan gå gladere hjem og have mere overskud til mand og børn. Selvom skønhed kommer indefra, så kan ydre skønhed og velvære også hjælpe os til at have det godt med os selv. Derfor elsker jeg mit arbejde!