Tag dagen af

Der er overraskende mange kvinder (og endnu flere mænd) som ikke renser deres hud inden de hopper i seng om aftenen og det gør mit kosmetolog-hjerte ondt at høre. Undskyldningen lyder tit på, at når man ikke bruger makeup så er der ingen grund til at vaske ansigtet. MEN DET ER DER!

Tænk over at du vasker din krop grundigt hver dag, men det er dit ansigt som ikke er dækket af tøj når du går udenfor. Derfor er det også dit ansigt som bliver udsat for al forureningen du møder på din vej (støv, udstødning o.s.v.). Selvom du ikke kan se skidtet, betyder det ikke at det ikke er der. 

Dovenskab er også nogle gange en forhindring. Tit og ofte hører jeg jer sige ‘jamen jeg er simpelthen så træt om aftenen, så det kan jeg ikke overskue’. Mit svar er så at du skal gøre det i sammenhæng med tandbørstningen, for den glemmer man sjældent. Undervurder endelig ikke lækkerheden i at kravle i seng helt ren og nyvasket, med en hud som er klar til at genopbygge sig i løbet af natten. Plus at det faktisk kan være en skøn måde at få stressniveauet ned på så du sover bedre.

Hvad skal man så bruge til denne essentielle afrensning? Der er en del muligheder og her må du til dels bare vælge hvad du synes bedst om. Om det er en mælk, gel eller skum gør ikke den store forskel, for de renser alle lige effektivt. Bare husk på at skummende renseprodukter som oftest har en let affedtende effekt, så pas på hvis du i forvejen har en (fugt)tør hud. 

Smider lige min egen aftenrutine op til inspiration.

  1. Fugter min vaskeklud og putter et par dråber af Jurliques Calendula-Lavender Hydrating Essence på. Den beroliger og forbereder huden, desuden dufter den skønt.
  2. Dupper ansigtet med kluden, så det er vådt og masserer derefter Balancing Cleansing Lotion, som også er fra Jurlique, godt ind. Husk at rense helt ned til brystet.
  3. Så tager jeg min Face Brush fra Makeup Store og arbejder rundt i cirkler. Dette øger cirkulationen, hvilket giver glød, vitalitet og er mildt exfolierende.
  4. Igen fugter jeg min vaskeklud, fjerner rensemælken og tørrer ansigtet.
  5. Sprayer Skin Resonance Tonic Mist fra Comfort Zone på. Den beroliger med lakridsrod, indeholder hvid the som er en fantastisk antioxidant og beskytter mod fugttab.
  6. Til sidst påfører jeg Kura fra Själ og den bruger jeg også som øjencreme (se mit tidligere indlæg for information om mit yndlingsprodukt over dem alle).

God afrensning og godnat

  1. Søndags stener #50 (specialudgave) - Eva K

    […] indlæg om aftenafrensning og vigtigheden af lige præcis dét trin […]

    Svar