Anmeldelse: Cosmetics 27

De sidste par uge har jeg prøvet en ny hudplejeserie af, som lige er kommet ind af døren i Complete Me.

Farmaceuten Michéle Evrard står bag den lille serie Cosmetics 27. Der er kun tre produkter: rens, serum og creme. Det er efter hendes mening de vigtigste i hudplejen og derfor burde du kunne nøjes med dem (synes nu jeg mangler min elskede peeling). Det er egoistiske produkter i den forstand at hun har lavet dem til sin egen tørre og sarte hud, som også mangler glød og viser begyndende aldring tegn.

Alle tre produkter indeholder det patenterede MA2 Complex, hvilket er skabt ved hjælp af planten Centella asiatica. Den har både reparerende, regenererende, anti-inflammatoriske og antioxidative egenskaber.

Baume 27:

Cremen er ret speciel. Den er meget fast og skal lige varmes op inden den kan påføres.  Først var jeg lidt i tvivl om hvorvidt den meget anderledes konsistens tændte mig af, men nu er jeg faktisk ked af at jeg skal videre til næste produktserie. I den halvanden uge jeg har brugt cremen har min hud ikke føltes tør på NOGET tidspunkt, jeg har ikke mærket den mindste smule kulde i ansigtet og jeg har heller ikke fedtet til i t-zonen. Duften er til gengæld ikke noget særligt, da den er meget neutral/naturlig. Det betyder dog ikke forfærdelig meget for mig, da jeg ellers synes den er rigtig god.

Cremen koster 920kr for 50 ml

Essence 27:

Serummet kan bruges af alle hudtyper, den anbefales dog især til en dehydreret, stresset hud som mangler vitalitet. Den øger også mikrocirkulationen, hvilket giver en mere klar teint (noget jeg tror de fleste ønsker). Syv dråber er nok til hele ansigtet, plus hals og decolleté. Jeg er helt overbevist om at den har haft en stor del af æren for at min hud hurtigt blev sund at se på/røre ved, efter jeg havde været halvsyg (sygdom viser sig altid på min hud). Den indeholder en laaang liste af aktive ingredienser som blandt andet hyaluronsyre (mindsker fugttab), C-vitamin (antioxidant) og D-Threalose (binder fugten).

Serummet koster 700kr for 50 ml

Cleanser 27:

Min hidtil elskede rensebalm fra REN har fået en værdig modstander. De har en del tilfælles da de begge er “fedtede” balmer når de kommer på huden og opløser fedt, snavs og makeup, hvorefter man emulgerer dem op med vand for at skabe en lækker rensemælk. Dog kan Cleanser 27 ikke bruges omkring øjnene, men til gengæld er duften mindre gennemtrængende end RENs udgave. Cleanser 27 fugter, nærer og beroliger huden, udover at rense. Den virker også let exfolierende ved hjælp af naturligt bambusekstrakt.

Rensen koster 450kr for 125 ml

Alt i alt er der rigtig meget positivt at sige om denne serie og kan varmt anbefale den (særligt cremen har vundet mit hjerte), men jeg kommer nok aldrig til at nøjes med kun tre produkter :D

Alle tre produkter kan findes lige HER

 

 

 

  1. Thea

    Hej

    Som peeling bruger jeg en bha lotion under min natcreme hver 3.-2. nat.
    Kan jeg fortsætte med dette hvis jeg begynder at bruge rensen fra dette mærke, eller er dette for meget for huden?

    Svar
    • EvaK

      Der er ingen problemer ved at beholde din BHA lotion selvom du bruger Cleanser 27 :-)

      Svar