New Face In 7 Days

Forrige uge var absolut ikke nem for mig – altså hudmæssigt. Daniela Fraser gav mig nemlig behandlingen New Face In 7 Days og det betyder ingen rens, vand, creme eller makeup i FEM(!) dage. Wauw det var hårdt. Når man i så mange år har været flittig til at rense af, er det virkelig svært at lade være og særligt når man føler at huden har behov for det. Det gik dog og nu er det tid til at dele oplevelsen med jer – for det var virkelig en oplevelse.

Behandlingen:

Selve behandlingen er en videreudvikling af Schrammek, som nogen af jer måske kender. Efter en grundig afrensning med damp og en let peeling, blev mit ansigt masseret i hele 20 minutter med den grønne grynede masse som blandt andet indeholder urtekrystaller. Til at starte med føltes det helt fint og var egentlig behageligt. Efter et par minutter begyndte det at prikke lidt. Halvvejs igennem behandlingen kunne jeg godt mærke det sved lidt og de sidste to minutter kunne jeg ikke tænke på andet end at få det af mit ansigt igen. Det var på ingen måde nogen velvære behandling (bortset fra at det altid er så dejligt med varmetæpper, store dyner og skøn musik). Til sidst fik jeg creme på og det var heller ikke nogen udpræget fornøjelse. På grund af de små krystaller i porerne, føltes det som om der blev gnidret rundt i bitte små stykker glas i mit ansigt. Godt det var hurtigt overstået :)

Dag 1 (tirsdag):

Lige efter behandlingen var jeg godt rød, men ikke ligeså rød som Therese (og derfor er det hende i får et billede af ;) ) som fik behandlingen lige efter mig. Jeg følte også at mit ansigt var glødende varmt, så det var helt fantastisk at træde udenfor og lade den kolde luft dulme huden lidt. Om natten lå jeg på ryggen med puden rullet bagom nakken og musestille, for det var ingen fornøjelse at lade ansigtet røre ved noget som helst.

Dag 2 (onsdag):

Rødmen faldt lidt og huden føltes ikke helt så bankende varm. Det var stadig ubehageligt at blive rørt i ansigtet og var da næsten også lige ved at skrige da min søn ved et uheld kom til at give mig et lille klask på kinden.

Dag 3 (torsdag):

Nu kom jeg ind i næste fase af processen. Tørhed, tørhed, tørhed. Jeg har aldrig i mit liv haft så meget lyst til at dyppe mit hovede ned i en spand creme som jeg havde der. Min hud var så tør at jeg lignede en på 60 når jeg løftede øjenbrynene eller rynkede panden. Det var ret fascinerende at se hele forløbet og hvordan jeg stille og roligt, men sikkert gik i gang med at få ny hud.

Dag 4 (fredag):

Ønskede inderligt at jeg ikke skulle på arbejde. Som om det ikke var nok at skulle stå i butikken uden makeup på, så var jeg nu begyndt at skalle. MEGET. Hagen kom først – næsen og panden fulgte efter i løbet af en halv dag. Som i kan se på billedet nedenfor så jeg forfærdelig ud (i får så også lige trætte øjne og morgenhår med, men sådan er det :D ). Var dog ret fortrøstningsfuld. For den nye hud var begyndt at titte frem og den føltes blødere, så sundere ud og var helt igennem lækker og frisk. Så kunne jeg godt lidt igen.

Dag 5 (lørdag):

Afstødningen af den gamle hud var stadig i gang, men nu begyndte det at klø sindssygt meget. Jeg skulle godt nok trække på selvdiciplinen for ikke at pille eller klø i noget. I takt med at der faldt mere og mere hud af, kom der også mere ny hud frem og det så rigtig godt ud. Glædede mig rigtig meget til mandag hvor jeg skulle have efterbehandling.

Dag 6 (søndag):

Selvom der stadig sad lidt af den gamle hud tilbage på kinderne, så skallede jeg ikke rigtig mere. Det kløede heller ikke, men til gengæld var tørheden kommet tilbage. Nu glædede jeg mig VIRKELIG til mandag.

Efterbehandlingen:

Først rensede jeg huden med en god rensemælk og bagefter brugte jeg en scrub. Det var lige klamt at se al den hud som satte sig i vaskekluden og røg ned i vasken, men det var dejligt at komme af med det. Så lå jeg under damp imens en enzympeeling fik lov at virke og til sidst brugte jeg en fugtmaske. Wauw det var skønt at få produkter i ansigtet igen og huden så så fin ud.

Resultat:

Jeg synes min hud er blevet SÅ flot. Kan faktisk ikke huske hvornår den sidst har set så fin ud. Ingen porer at se på næsen, mindre forskel i pigmentet, alle dybereliggende urenheder i panden er væk (er fantastisk glad for min nye HELT glatte pande) og min hud ser bare generelt set meget sundere ud. Nej det var ikke en smertfri behandling og nej det var ikke en fornøjelig uge, men jeg gør det 100% sikkert igen til næste år. Dette er uden tvivl den mest effektive behandling jeg nogensinde har prøvet.

 

  1. Guapizimo

    Det lyder meget interessant og vildt at man ender med at skalle så meget, jeg tror forresten jeg er en af dem der ville blive lige så rød som Therese! Alt i alt kan man da virkeligt tale om at lide for skønheden! ;)

    Svar
    • EvaK

      Ja det kan godt virke lidt skræmmende (og ikke særlig kønt) midt i processen, men heldigvis bliver resultatet fantastisk :) Rødmen fortager sig heldigvis ret hurtigt efter behandlingen.

      Svar
  2. Katja B

    Hej Eva

    Ved ikke helt om jeg føler mig skræmt eller fristet til at forsøge mig med behandlingen, resultatet lyder jo godt. Er det alle hudtyper man med fordel vil kunne lave det på, eller er der nogen man ville fraråde det? Ville en moden hud (30+) restituere ligeså hurtigt som på dig. Hvis man har en sart, tør, rødmende og pigmenteret hud er det så at anbefale? Det var mange spørgsmål :-)
    Hilsen Katja

    Svar
    • EvaK

      Kan godt forstå du er lidt splittet, for sådan havde jeg det også. Tror også jeg havde lidt kriller i maven lige da vi skulle til at igang :)
      Hvis man har meget sart hud tror jeg ikke jeg vil anbefale det, men det er super til pigmenteret, uren, tør, moden eller arret hud. Desuden er det også virkelig godt til at give en generalt sundere/mere glødende hud.

      Svar
  3. Superheltemor

    Wow i er modige!
    Men resultatet er flot!

    Svar
  4. Ida

    Hej Eva! Hvor kan man få denne behandling henne?

    Svar
  5. Elisabeth

    Hej Eva! Vil denne behandling også kunne fjerne små overfladiske, røde ar?

    Svar
    • EvaK

      Hej Elisabeth

      Det er ikke sikkert at en enkelt behandling vil kunne gøre det, men den vil helt sikkert mindske dem væsentligt :)

      Svar
  6. Vejen til en pæn og ensartet hud - EvaK.dk

    […] Du kan læse om hele oplevelsen her. […]

    Svar