Det kan være svært at vide præcis hvilken hudtype man har og derved også hvilke produkter man skal bruge. Derfor har jeg lavet dette indlæg, så du lettere kan spore dig ind på hvad din hud har mest brug for. Jeg har kogt det meget ned (ellers ville i nok gå kolde inden i var nået midtvejs igennem), men det burde give en god ide om hvad i skal lægge mærke til.
Hudtyper
Det kan egentlig siges meget enkelt; tør hud = små/usynlige porer og lav talgproduktion, fedtet hud = store porer og høj talgproduktion og normal hud ligger midt i mellem. Selvfølgelig er dette meget sort/hvidt beskrevet og der er selvfølgelig mange grader af både tør og fedtet hud, men så længe du har styr på hvilken ende af skalaen du ligger på kan det ikke gå helt galt og du kan lettere finde de bedste produkter til lige præcis din hud.
Husk at jo ældre du bliver, jo mere bevæger du dig over i den tørre ende af skalaen. Derfor er det vigtigt at du ikke udtørrer din hud (både med produkter, sol og mangel af ordentlig hudpleje), så den ældes hurtigere end ellers.
Kombineret hud
Næsten alle har kombineret hud – det er meget få mennesker som kun har én hudtype fra pande til bryst og derfor er det de færreste som bør bruge hele serier til enten den ene eller den anden hudtype. Du kan dække alle din huds behov ved at mixe og matche; for eksempel kan du vælge en creme til tør hud (hvis det er den mest dominerende hudtype) og starte med at påføre den på de tørre områder og så bruge resten på de mere fedtede dele – på den måde opnår du en optimal hudpleje til hele ansigtet. Der er selvfølgelig også rigtig mange produkter lavet til kombineret hud, men jeg synes man får de bedste resultater ved den anden metode.
Tilstande
Der findes mange tilstande som huden kan have, men de to vi oftest døjer med er sart hud og tør hud.
Tør hud
Der findes to forskellige slags tør hud – fedt tør (hudtype) og fugt tør (tilstand). Det betyder at for eksempel en fedtet hud også kan være (fugt) tør. Husk derfor at give alle hudtyper fugt og pas på med at udtørre en fedtet hud med for skrappe produkter, for det vil sikkert give bagslag på et senere hen. En hud som mangler fugt skaber en barriere som ligger som et stykke film henover porerne og det giver tilstoppede porer og urenheder. Hvis din hud mangler fugt vil du ofte føle at huden strammer efter du har været i bad og opleve at den begynder at fedte/skinne op ad dagen.
Sensitiv/sart hud
Sart hud er ikke en hudtype, men fordi der er så mange som har det bliver der indenfor stort set alle større mærker taget hensyn til dette på højde med hudtyperne. Du kan ikke bare have sensitiv hud, det vil være en tør og sart hud eller endda en fedtet og sart hud. Huden bliver mere sensitiv hvis den er meget fugt tør, da dette vil gøre den mindre fleksibel og mindre modstandsdygtig. Derfor er det altid en god ide at kigge på fugtbalancen når man døjer med sart hud. Du kan kende en sensitiv hud på at den reagerer ved at blive meget rød når den bliver udsat for varme, kulde eller tryk.
Tip: Din hud ændrer sig som tiden går og sæsonerne skifter. Brug derfor lidt tid på at nærstudere din hud et par gange om året, så du altid er sikker på at du bruger de rigtige produkter.
Vil du vide mere?
Jeg har lavet et gratis online kursus, til dig der vil lære mere om din hudtype, hvordan du plejer den og hvilke produkter du skal bruge. Kurset er som nævnt gratis for dig og består af 7 lektioner, der bliver sendt til din mail over 14 dage. Tilmeld dig herunder og start i dag.
8 kommentarer
Pernille Aaby
En kosmetolog sagde til mig, at min hud efter længere tids brug af skrappe akne produkter (som i øvrigt ikke virkede) var blevet tør og sart. Min hud fedter meget, og samtidig bliver den meget rød. Kan du anbefale nogle produkter, som kan forbedre min huds tilstand?
EvaK
For at tage hensyn til den sarte hud, så brug enzympeeling i stedet for scrubs og tonic mists i stedet for tonic på vat. EGF Serummet om natten hjælper både på fugtmangel og sensitiviteten. Husk også at bruge rensemælk og ikke skummende renseprodukter :)
Baysen
Rigtig fint indlæg!
Det der med hudtyper og produkter er lidt af en jungle – selv for ekspedienter i Matas o.l. Jeg har kombineret hud, den type som stikker i alle retninger. Jeg har længe døjet med bumser og fedtet hud i nogle år. Det er heldigvis ikke så slemt længere. I stedet har jeg fået tør hud, men jeg har stadig store porer og får en bums i ny og næ. Og så er min hud blevet enormt sart. Så jeg går efter de milde produkter – Neutral Facewash, Jurlique Balancing Face Oil, Purely Professional Repair Cream, og når huden bliver stresset Medex Purus Mask. Produkterne har virkelig gjort en forskel for min hud, men jeg kan ikke rigtig slippe af med de store porer og milierne (er det ikke det, de hedder?).
EvaK
Milierne kan fjernes ved en dybderens hos en kosmetolog, uden problemer. Porerne er desværre lidt mere tricky. Her skal du i gang med noget cellefornyende – frugtsyre kurforløb, slibning eller andet i samme boldgade, men pas på nu hvor din hud også er sart.
Siri
Hej :)
Hvilke produkter kan du anbefale til den fed-tør hudtype ? (Jeg har kigget lidt på tromborgs produkter). Synes det er svært at definere min hud, men jeg føler den er stram og tør efter bad og særlig i vinterperioden, men har også urenheder på de fedtede områder, så det er en rigtig blanding hud. :)
EvaK
Hej Siri
Det kunne godt lyde som om du har en fedtet/normal hud med en tør overflade (som i at du mangler fugt), så det er vigtigt at du får eksfolieret (helst med en enzympeeling) og efterfølgende giver den godt med fugt i form af en maske. Hvis du kommer tørheden til livs, vil du højest sandsynligt også kunne se en forbedring i forhold til urenhederne.
Jeg kan anbefale dig at tage mit e-kursus i hudpleje, så får du bedre indsigt i din hudtype og dens behov (og meget andet) og der kan du altid maile mig tilbage med eventuelle spørgsmål :)
ina koldii
Super god blog, men jeg er ikke glad for Jurligue og lignende produkter.
EvaK
Nu er jeg ikke helt sikker på hvad du mener med ‘lignende produkter’, men der er mange forskellige mærker du kan læse om her på bloggen :)