Fredags 5’eren // Test af 5 sorte eyelinere

Jeg bruger ofte en sort eyeliner til at afslutte et look, både på øjenlåget og på den våde kant. Desværre er der langt mellem de gode af slagsen – altså dem som ikke forsvinder ned på kinderne efter en time eller to. I den seneste uge har jeg testet fem af slagsen.

eyeliner1
Fra venstre: Cremeøjenpen fra Yves Rocher, Aqua Eyes fra Make Up For Ever, Eyeliner fra Tromborg, Let’s Twist fra GOSH og Kajal Eyeliner fra Dr. Hauschka

Yves Rocher Cremeøjenpen

Det er den bedste ud af de fem til at bruge på den våde kant fordi det giver en intens sort farve – dog skal den friskes op et par gange i løbet af en aften. Konsistensen er cremet og lineren afgiver let farve. På øjenlåget er farvemætheden ikke ligeså god og man kan ikke tegne så præcist, men man kan med fordel bruge den til et smokey look.

Make Up For Ever Aqua Eyes

Aqua Eyes giver en intens sort farve med mat finish og den bløde konsistens gør at man kan bruge en let hånd til at påføre den med. Den er både god på den våde kant (giver dog ikke ligeså meget farve som Yves Rocher) og til øjenlåget – særligt når den er nyspidset. Det er den mest holdbare af de fem og tværer ikke ud eller smitter af.

Tromborg Eyeliner

Denne klarer sig både godt på øjenlåg og den våde kant, men kan godt smitte lidt af hvis ikke man har andet på øjnene. Den farver nemt og har en god farvemæthed og et let glossy finish. Tromborgs Eyeliner kan sagtens bruges til en winged liner, men skal spidses lige inden brug.

GOSH Let’s Twist

Man kan ikke bruge Let’s Twist til en winged liner, men til gengæld er den fantastisk til den våde kant – det var den som holdte bedst af de fem. På øjenlåget blev holdbarheden kun overgået af Aqua Eyes og det siger ikke så lidt. Den farver godt og tværer ikke ud. Ligesom Yves Rochers skrues den op og kræver derfor ingen blyantspidser.

Dr. Hauschka Kajal Eyeliner

På blyanten står der den er sort, men jeg vil kalde det en støvet gråblå som har semi-mat finish. Konsistensen er blød så den afgiver let farve. Jeg synes ikke den er så god på den våde kant fordi den er grå, men den er rigtig god på øjenlåget. Den smitter ikke af, men tværes let ud ved berøring.

eyeliner2
Fra venstre: Cremeøjenpen fra Yves Rocher, Aqua Eyes fra Make Up For Ever, Eyeliner fra Tromborg, Let’s Twist fra GOSH og Kajal Eyeliner fra Dr. Hauschka

Hvilken en er bedst?

Hvis du søger en eyeliner til den våde kant som giver den bedste farve skal du kigge efter Yves Rocher. Hvis holdbarhed på øjenlåget er det vigtigste for dig er Aqua Eyes et sikkert valg og hvis du søger én som kan klare sig godt på både våd kant og øjenlåg så er det Let’s Twist fra GOSH.

  1. Lene Nehlsen

    Ej gud hvor kikset af Dr. Hauschka undskyld mig… Den er jo virkelig ikke sort!?
    Tak for anmeldelsen! Jeg skal vist have luret lidt på den Make Up 4Evaa ;)

    Svar