Hvad er det?
Glamour Gloves er et sæt handsker fra spa-mærket Bliss der har et gele-agtigt fór som består af blandt andet paraffin, e-vitamin og druekerne- og olivenolie.
Hvad kan de?
Handskerne virker fugtgivende og blødgørende, samt fjerner fine linier. De virker bedst hvis man inden påføring tager et pænt lag håndcreme på – jeg har brugt deres egen High Intensity Hand Cream som dufter friskt og fugter godt uden at fedte – eftersom handskerne får cremen til at trænge bedre ind.
Hvordan bruger man dem?
Efter et lille håndbad og indsmøring af håndcreme, tages Glamour Gloves på – de skal virke i 20 minutter. Handskerne kan vaskes efter behov (i og med det er rene hænder du putter i, synes jeg ikke det er nødvendigt at gøre særlig ofte) og det foregår med en mild sæbe, ingen vridning og så 24-36 timers tørring.
Virker de?
Første og anden gang jeg brugte dem synes jeg ikke der skete det store og den lille effekt der var forsvandt hurtigt igen, men efter tredie gang kunne jeg tydeligt mærke at mine hænder var blevet blødere og neglebåndene var nemme at skubbe på plads. Glamour Gloves virker bedst hvis hænderne holdes lidt varme, så jeg har siddet (oven på mine hænder) under dynen og så et afsnit af HIMYM – det passede også perfekt med tiden.
Hvad koster de?
Glamour Gloves koster 519 kroner og kan bruges 50 gange (hvilket bliver lidt over 10 kroner per behandling). High Intensity Hand Cream koster 79 kroner for 30 ml og 199 kroner for 75 ml. Begge kan købes hos Sephora og Magasin.
Ville jeg købe dem?
Jeg kunne sagtens se mig selv købe et sæt Glamour Gloves når disse er brugt op, for de har virkelig gjort en forskel for min tørre efterårshænder med kun 4-5 behandlinger og kan kun forestille mig at jeg vil blive endnu gladere for dem når det bliver vinter. Desuden gør de resten af min manicure meget lettere på grund af de blødgjorte neglebånd. Håndcremen minder meget om deres Lemon+Sage Body Butter som jeg har været rigtig glad for, så det var kærlighed ved første indsmøring.
Produkterne er blevet tilsendt til anmeldelse.