Guide: Sådan undgår du fejlkøb af hudplejeprodukter

6 spørgsmål du skal kende svaret på inden du shopper

At købe ny hudpleje er ikke det samme som, at købe en ny læbestift. Det er vigtigt du får fat i præcis de produkter der passer til dig og din hud. Hjælp kosmetologen med at hjælpe dig. Kombinér din viden om din hud og præferencer med kosmetologens ekspertise – så vil din hudpleje nå nye højder. Stil dig selv disse seks spørgsmål:

1. Hvad er dine bekymringer?
Det er vigtigt du tænker over, hvilke hudproblemer du gerne vil have produkterne skal forbedre. Er du mest generet af tørre pletter, hyperpigmentering eller en fedtet t-zone? Forklar kosmetologen, hvad dine bekymringer er. Måske er hendes fokus på den fedtede t-zone, men hvis de tørre områder er dit ømme punkt, er det dét i skal tage fat på.

2. Hvordan føles huden?
For at spore sig ind på, hvad din hud har behov for skal du mærke særligt efter hvordan huden føles (tør, stram, skinnende, fedtet?) på disse tre tidspunkter:

  • når du vågner om morgenen
  • efter du har renset huden og inden cremen er kommet på
  • henad eftermiddagen

Dette vil afsløre meget om din hudtype og dens behov, så sørg for at fortæl dette til kosmetologen.

3. Reagerer huden?
Fortæl om din hud er reaktiv, så hun kan vælge problematiske ingredienser/produkter fra og andre til. Spørg dig selv om huden reagerer på:

  • varme
  • sol
  • berøring
  • bestemte ingredienser

4. Hvad er din overbevisning?
Det er (næsten) ligeså vigtigt, at produktet lever op til dine personlige præferencer, som din huds behov. Derfor bør du tænke over om du er mest til:

  • økologiske/biodynamiske mærker
  • med eller uden duft
  • naturlige eller syntetiske dufte
  • meget aktive produkter
  • mærker du kender i forvejen
  • at prøve noget nyt

5. Hvilke produkter kan du lide?
Nogle er til scrubs, andre til enzympeeling. Nogle kan lide fede cremer, andre er mere til lette lotions. Se hvad du allerede har stående på hylderne og tænk over hvad du kan lide ved produkterne hver især. Det kan være en konsistens, en duft eller en maske du kun bruger fordi du kan sove med den på. På den måde kan kosmetologen lettere finde frem til produkter der har nogle af de egenskaber, så du bliver glad for at bruge dem.

6. Hvor mange produkter vil jeg bruge?
Det er urealistisk at gå fra en rutine der indbærer to-tre produkter og springe ud i et 12-trins program. Tænk over hvor mange produkter du kan overskue, at bruge til hverdag og køb det. Fortæl kosmetologen antallet af produkter du ønsker, så hun kan vælge til og fra udfra dine ønsker og behov.

Husk…
Jo mere du fortæller kosmetologen/salgspersonalet, jo bedre kan de hjælpe dig. Det tager lidt længere tid, fordi i skal have en dialog i gang, men det betaler sig. Både for din hud og din pengepung.