I weekenden købte jeg én af de fire nye Shade+Light Eye Contour Quads fra Kat von D Beauty. Egentlig havde jeg planlagt pengene skulle bruges på paletten Rust, men kunne umiddelbart ikke se den derinde og så tog min kærlighed for lilla over. Plum paletten kom derfor med hjem i stedet og det fortryder jeg ikke.
De nye Shade+Light Eye Contour Quads kommer i fire forskellige varianter: Rust (rødbrun), Plum (lilla), Sage (grøn) og Smoke (grå). Hver palette indeholder fire farver med mat finish, beregnet til at fremhæve eller korrigere din øjenform ved hjælp af contouring — til øjnene. Paletter har én farve til highlighting, én til at definere øjet, én til at skabe konturer og en basefarve. Det vil sige du har alt du skal bruge til at “redigere” din øjenform med color contouring — hvilket er det samme som almindelig contouring, bare med farver og på øjnene.
Øjenskyggerne i paletten er silkebløde. Da jeg først swatchede dem, troede jeg de ville drysse, men det gjorde de ikke. Jeg havde præcis samme oplevelse med Plum, som jeg havde med Shade+Light Face Contour paletten. Farverne drysser en del, når pensler og børster skal samle farve op, men i aktion på ansigt og øjenlåg er der ingen drys. Farverne er godt pigmenterede, ligger jævnt på huden og blender som en sand drøm.
Selvom der kun er fire farver i samme “familie”, er der uendelige muligheder med Eye Contour Quads og det er den slags paletter man elsker at have med på rejser. Både fordi den er lille og handy (elsker kiste-emballagen), men også fordi paletten er designet til at give dine øjne dybde, intensitet og et løft. Alt det du har brug for, for at opnå en perfekt øjenmakeup — ligemeget om du vil have en dags- eller aftenmakeup. Det er bare et spørgsmål om, hvilke af farverne du bruger og hvordan du lægger dem.
Selvom jeg kun har haft Plum i en lille uge, har jeg allerede brugt den flere gange og jeg er vild med den. Jeg elsker farverne, konsistensen på øjenskyggerne, jeg elsker emballagen og jeg elsker, ja, alt ved den. Derfor må jeg også ind og anskaffe mig en enkelt eller to mere.
Kat von D Shade+Light Eye Contour Quads koster 220 kroner stykket og kan findes i Sephora
2 kommentarer
LeahSephira
åååh hvor er jeg dog glad for at se det her indlæg :D Jeg var i tvivl om de ville komme til DK hurtigt, og det gjorde de! Vil så gerne have fat i Sage og Rust, det bliver næste måned! x
EvaK
Jeg blev også glædeligt overrasket, for jeg var ikke engang sikker på vi overhovedet ville få dem herhjemme. Desværre har vi ikke fået Rust, har jeg netop fået at vide i dag :( Måske er vi heldige at den kommer på et senere tidspunkt, men der er ingen garanti.