6 tips til en bedre shoppingoplevelse i Sephora

Nu har jeg arbejdet som Beauty Advisor i Sephora i et par måneder og i den anledning vil jeg gerne dele ud af mine pro-tips. For der er faktisk en del ting du kan gøre for at optimere din shoppingtur til Sephora og få mest muligt ud af dine penge. Så lad mig præsentere mine seks bedste tips til at opgradere din tur i Sephora:

Kom om onsdagen
Selvfølgelig er alle dage gode shoppingdage, men hver onsdag modtager vi nye forsyninger. Det betyder at du denne dag kan finde alle de populære produkter som sælger hurtigt ud og de nyeste lanceringer vil også typisk dukke op om onsdagen (med mindre der er annonceret en anden dag). Så er du også én af dem der aldrig når at få fat i Sleeks Solstice highlighter palette, ved du nu hvad du skal gøre.

Få en prøve med på din foundation
Vi gør selvfølgelig vores bedste for at matche din foundation i butikken, men af og til ser den anderledes ud når du kommer hjem (det har vi vist alle prøvet en gang eller to). Derfor bør du altid bede om at få en lille prøve med, når du køber en ny foundation så du kan bytte den (uåbnet) såfremt den ikke passer alligevel. Det koster ikke ekstra og du slipper for at spilde penge på en foundation du ikke kan bruge.

Få flere prøver
Alt der kan puttes i en krukke, laver vi prøver på — både i makeuppen, skin care og parfumen. Har du set dig lun på et produkt, men ikke er helt sikker på det er noget du vil få brugt eller kan tåle, så bed en Beauty Advisor om at lave en prøve til dig. Det er en god måde at få prøvet lidt forskellige produkter af på, uden at bruge en mindre formue.

Spørg ind til vores favoritter
Vi går rundt blandt alle produkterne hver eneste dag og har prøvet mere end de fleste — det bør du udnytte. Spørg ind til vores personlige favoritter eller tjek vores ‘Hot Now’ standere ved indgangen og bliv inspireret til at prøve noget nyt. Jeg har i hvert fald selv kastet mig ud i nye produkter på opfordring af de andre piger (og omvendt) og jeg har endnu ikke fortrudt det.

Få lagt en gratis makeup
Det er ikke alle der er klar over dette, men faktisk laver vi mini-makeovers på 15 minutter. Helt gratis. Om det er inspiration til en ny øjenmakeup, lækre læber eller fejlfri hud du søger, kan du bede en Beauty Advisor om hjælp. Sørg dog for at komme på de mindre travle tidspunkter, hvor der er god tid og nok personale på. Det er typisk formiddage, først på aftenen (omkring 18) og søndage, hvor vi har bedst tid.

Få gaver med dine køb
Vi har altid en række GWP’er stående ved kassen. GWP står for Gift With Purchase (gave ved køb) og det betyder at shopper du så og så meget fra ét brand, får du en lækker gave med. Lige har vi f.eks. gaver fra både Too Faced, Rudolph Care, Dr. Jart+ og meget andet. Af og til kan du også få GWP’er fra Sephoras eget brand, hvor du blot skal købe for et bestemt beløb uanset mærke. Du kan se alle gaverne oppe ved kassen, så husk at tjekke det inden du går i gang med at shoppe.

Jeg håber du vil bruge disse råd, næste gang du shopper i Sephora og husk at det jo er lige om et øjeblik der åbner nye butikker i Odense og Århus. Happy shopping, folkens.

  1. Teresa

    Hvordan er det med gratis prøver når man køber? Skal det fungere ligesom i USA? For jeg synes stort set aldrig man får gratis prøver med og det er jo en af de bedste ting ved Sephora i USA.

    Svar
    • EvaK

      Nu har jeg aldrig stået i kassen, så jeg ved faktisk ikke hvad de har at dele ud af deroppe. Personligt vil jeg hellere have de små krukker, da jeg selv kan bestemme hvad det skal være (plus, der er mere i). Ellers er du altid velkommen til at spørge om de ligger inde med noget godt ;)

      Svar
  2. Lone H

    Glæder glæder glæder mig til Sephora åbner i Århus. Tusind tak for denne nyttige shopping guide. Det vil jeg bestemt benytte mig af, ville bare ønske du fulgte med….

    Svar
    • EvaK

      Det kan jeg godt forstå, det er jo fire meget lange år I har ventet :)
      Hvor er du sød :D Måske jeg kan få lov at komme over og gæstearbejde i Århus en dag ;)

      Svar