Anmeldelse: Too Faced Melted Matte Liquified Lipsticks

Jeg har længe været glad ved deres Melted Liquified Long Wear Lipstick, men synes også det er irriterende de smitter meget af. Godt nok bliver farven ved med at være intens på læberne (hvilket jeg ikke forstår kan lade sig gøre), men den laver aftryk på glas, mad og hvad læberne ellers rammer. Derfor så jeg meget frem til de nye matte læbestifter, eftersom disse skulle være kyssesikre.

I Danmark har vi fået 10 ud af de 18 eksisterende farver og selvom jeg gerne havde set Who’s Zoomin Who (en dyb blå) blandt de udvalgte, synes jeg faktisk vi har været heldige med farverne. De 10 farver som er tilgængelige i Danmark er:

  • Sell Out (brun nude)
  • Child Star (neutral nude)
  • Queen B (støvet nude med lilla undertoner)
  • Evil Twin (sort med lilla undertoner)
  • Unicorn (neon lilla)
  • Lady Balls (klassisk rød)
  • Bend & Snap (dyb hindbærrød)
  • It’s Happening (pink)
  • Drop Dead Red (dyb bærrød)
  • Feelin’ Myself (fersken med pink undertoner)

Jeg har købt Queen B, Bend & Snap og Evil Twin og min anmeldelse er baseret på disse tre farver.

too_faced_melted_matte_swatch

Emballagen er pæn og applikatoren er god til at komme rundt i kanter og kroge, så det er ikke en nødvendighed at bruge lip liner. Alle farverne (de tre jeg har + de tre jeg har prøvet i Sephora) er godt pigmenterede og dækker ved et enkelt lag — noget jeg sætter meget stor pris på. Læbestiften tørrer hurtigere end mange af de andre flydende læbestifter jeg har og det ser jeg som en fordel, eftersom jeg ofte har svært ved at holde læberne i ro i lang tid (jeg snakker meget). Formlen er mere tør på læberne end f.eks. Kat von D og Anastasia Beverly Hills, så har du i forvejen meget tørre læberne er det nødvendigt at bruge en læbebalm og eventuelt en scrub inden påføring. Ellers kommer farven ikke til at sidde pænt og vil føles ru.

Holdbarheden er god. Virkelig god. De smitter ikke af på noget som helst og jeg oplever også de holder sig pæne efter mad og drikke — med mindre du kaster dig ud i en fedtet burger. Eneste minus ved Melted Matte læbefarverne er, at de er noget nær umulige at friske op i løbet af dagen. Smider du et ekstra lag ovenpå, begynder farven er blive ujævn og produktet føles meget tørt på læberne. Det er dog ikke en dealbreaker for mig eftersom de har en meget lang holdbarhed, men alligevel noget man skal være opmærksom på.

Der findes helt sikkert flydende læbestifter som er mindre tørre og lettere at friske op, men Melted Matte vinder på farveudvalget. Selvom der kun er 10 at vælge i mellem, synes jeg det er nogle klædelige og specielle farver jeg endnu ikke har set hos andre. Derfor synes jeg bestemt de er et kig værd.

Too Faced Melted Matte læbefarverne koster 170 kroner stykket og kan findes i Sephora