DIY // 10 gode tips til et bedre hjemmespa

Én af mine yndlingsbeskæftigelser her i den kolde og mørke vintertid, er hjemmespa. Et par timer hevet ud af kalenderen, hvor det kun handler om mig. Selvom det selvfølgelig er rart med resultater, så er det langt fra det som er fokus her. Hjemmespa handler om hygge, velvære og afstressning. Om at tage sig tid til bare at være og ikke mindst være god ved sig selv. I dag vil jeg dele 10 tips til hvordan du kan gøre din hjemmespa oplevelse lidt mere luksuriøs.

Planlægning
Ja, det lyder ikke så spændende, men det har en stor betydning for oplevelsen. Lav en hurtig plan over hvilke områder du vil tage dig af og i hvilken rækkefølge. Det er ikke så hyggeligt, hvis du pludselig har ansigtsmaske, hårkur og scrub på på én gang og bare skal stå og vente i 10-15 minutter. Sørg for du hele tiden er “i gang”.

Brug nye produkter
Det gør hele hjemmespa-oplevelsen lidt mere lækker hvis ikke du bruger de præcis samme produkter som til hverdag. Nu skal du selvfølgelig ikke gå ud og bruge en mindre formue på at skifte dine krops- og ansigtspleje ud, men for eksempel en særlig shower gel eller måske en anden body lotion/olie som kun bruges til disse lejligheder kan gøre en stor forskel.

Snacks
Noget af det bedste ved at være i spa, er alle de små fint anrettede snacks. Det betyder egentlig ikke så meget om du liner den helt store buffet op eller om du bare tager nogle gulerodsstænger og vindruer, det skal bare styles så det ser indbydende ud. Personligt er jeg ret glad for vindruer, mandler, rosiner og melon.

Musik
For mig er musikken et utrolig vigtigt punkt. Det er det som dikterer stemningen i mit sind, så det er vigtigt det indbyder til afslapning og ikke “fylder” for meget. Det skal være tapet-musik. Du skal være mere end velkommen til at benytte min playliste som er nederst i indlægget.

Spar penge
Selvom du ikke har det store budget kan du sagtens have lidt dyre vaner når du forvandler dit hjem om til et spa. Tag et smut i Magasin, Matas eller hvor du ellers kan finde hudplejeprodukter og spørg efter en prøve på nogle af de lidt mere luksuriøse brands, så du kan give dig selv et treat – helt gratis.

Varme produkter
Dette er en lille detalje som gør en kæmpe forskel. Alle produkter er som udgangspunkt kølige at få på kroppen og det er egentlig ikke særlig rart. Lad derfor dine kropsprodukter (olie, body lotion, body scrub) ligge lidt på radiatoren eller i en skål varmt vand, så er de dejligt lune at få på kroppen efterfølgende.

Husk væske
To ting er jeg glad for at drikke på en spa-dag: Vand og the. Vandet pepper jeg gerne op med lidt agurk og mynteblade for at give det lidt friskhed og min favorit the er enten Detox fra Kusmi eller Cleanse fra Pukka.

Duftlys
Det behøver ikke være spa-dag for at jeg tænder duftlys herhjemme, men på disse dage er det nogle særlig lys jeg bruger. Nemlig de såkaldte body candles; et duftlys som også fungerer som en kropsolie. Ret smart at få den aromaterapeutiske virkning i mens du varmer din olie op.

Varmt lokale
For ikke at frådse uhæmmet med vandet skal det være slukket når det ikke bruges. På grund af pauserne fra vandet er det en god ide at skrue lidt op for varmen på badeværelset, så du ikke risikerer at fryse i mens du skrubber kroppen eller putter hårkur i.

Efterspil
Jeg synes selv det er ret vigtigt at lave hjemmespa på dage hvor jeg absolut ingen planer har. Ikke fordi du ikke må lave noget efterfølgende, men jeg synes det ødelægger det lidt hvis man skal være færdig klokken 14, fordi man skal til moster Hannes fødselsdag. Der bør være plads til at tage den tid du har brug for og bare at hoppe i hyggetøjet og stene Netflix resten af dagen, hvis det er det du har lyst.

Håber i kan bruge mine tips og rigtig god fornøjelse med hjemmespa’en.

Skriv en kommentar

Om EvaK

Uddannet kosmetolog med mere end 15 års erfaring i skønhedsbranchen – i både behandlinger og som træner samt skribent. Min mission er, at hjælpe dig til en sundere hud gennem gode rutiner og mere viden om ingredienser og produkter. Vil du have flere tips og tricks, sneak peeks på kommende indlæg, samt eksklusive giveaways, så tilmeld dig mit Beautybrev her.