7 tips til huden omkring øjnene

Huden omkring øjnene er mere tynd og sensibel end resten af ansigtet og derfor skal du være særligt påpasselig med hvad du bruger, og ikke mindst hvordan du behandler, på området. Her får du syv af mine bedste råd til hvordan du holder huden ved øjnene fast, glat og pæn.

Husk solfaktor og solbriller
Det virker måske lidt fjollet at snakke solfaktor i januar, men ikke desto mindre er det vigtigt at beskytte huden mod solens stråler. Solen er den værste synder når det kommer til aldring og det gælder også i vintermånederne. Solbrillen er ligeledes vigtig, men ikke kun på grund af den fysiske barriere de skaber. Er solen skarp, har du tendens til at knibe øjnene sammen, hvilket også giver “kragetæer”.

Ingen trækken
Mange kvinder hiver og slider i øjet, når der lægges makeup og det er ikke bare skidt for huden, det er også unødvendigt. Hvis du for eksempel skal lægge en eye liner på den våde kant i øjet, så undlad at trække ned i huden og læg i stedet en finger langs vippekanten og tryk let ind mod øjet, så den våde kant vipper udad. På den måde skåner du huden, men kan stadig komme til uden at prikke dig selv i øjet.

Skip den vandfaste mascara
Det kan godt være den holder bedre i vind og vejr, men den er også betydeligt sværere at få af igen, hvilket er lig med hårdfør behandling af huden. Jeg bruger aldrig vandfast mascara. De fleste ikke-vandfaste holder alligevel distancen, men er du ikke enig, kan jeg varmt anbefale tube-mascara (f. eks. Blinc) der er holdbar og kan fjernes med vand.

Tænk over teknikken
Apropos mascara, er det ikke helt ligegyldigt hvordan du fjerner den inden sengetid. Tag en vatrondel med makeupfjerner på og lad den ligge på øjet (med en smule pres) i 15 sekunder inden du glider den ud mod tindingen. Fold derefter vatrondellen rundt om din finger, placér den mellem de øverste og nederste vipper (forestil dig du lukker øjet, så vipperne fanger vattet) og træk igen ud mod tindingen. Fortsæt indtil der ikke er mere mascara.

Brug øjencreme
Indtil langt op i tyverne brugte jeg min ansigtscreme som øjencreme, men den går ikke længere. Jeg kan straks se og mærke forskel på øjnene, hvis jeg har skippet øjencremen et par dage. Enten bruger jeg Tromborgs Eye Gel som køler og giver masser af fugt, BioEffects Eye Serum der virker anti-age plejende eller Orbe fra Själ der er en dyr dame, men virker både på rynker, rander og hævelser.

Ekstra pleje
Hvis jeg skal noget særligt eller bare har haft et par hårde nætter med babyen, hiver jeg mine Eye Swirls fra Julie P ud af køleskabet og lægger mig et kvarter på sofaen med dem på. De køler (hvilket fjerner irritation og hævelser) og så giver de fugt som intet andet jeg har prøvet.

Giv massage
Det kan godt betale sig at bruge et minut eller to på at give sig selv en lille massage når øjencremen påføres. Det sætter gang i mikrocirkulationen og dræner området for væske.

  1. Tak for i år (og de bedste indlæg fra 2016) - EvaK.dk

    […] har også været gode tips til afslappende aftenbade, pleje af huden omkring øjnene og brug af […]

    Svar