Velkommen til den første runde af sheet maske anmeldelser i min udfordring. Indtil videre går det super med at få brugt maskerne, så jeg er faktisk ret sikker på jeg klarer udfordringen. De første par dage glemte jeg dog at tage billeder, men det er jeg kommet efter. Billederne kommer i øvrigt fra Snapchat (hvor jeg viser maskerne hver dag), så kvaliteten er måske en smule ringere end hvad du er vant til her på bloggen.
1. januar: Dr. Jart+ Clearing Solution (50 kroner stykket i Sephora)
Fordi jeg ikke har spist synderligt godt (læs: sundt) henover julen, kan jeg også se min hud trænger til lidt detox. Det får den i dag, i form af denne rensende sheet maske fra Dr. Jart+.
Masken har et højt indhold af niacinamid (B3 vitamin), hvilket er godt for uren hud såvel som sensitiv hud (rødme), pigmentering og meget andet. Derudover indeholder den også hyaluronsyre, salicylsyre og trehalose (en fantastisk fugtbinder). Masken har en god pasform, materialet er både stærkt og fleksibelt så du nemt kan arrangere masken uden den går itu og den er beskyttet i pakken af et stykke plast. Alt sammen noget der gør sig gældende ved sheet masker af højere kvalitet.
Efter den var fjernet føltes huden en smule stram, men ikke på en tør eller ubehagelig måde, for huden var så mættet af produkt at den føltes let klistret. Jeg klappede resten af produktet ind i huden og færdiggjorde min rutine. Jeg kunne ikke se nogen forskel på urenhederne lige efter brug, men morgenen efter var de urenheder jeg havde synligt mindsket eller stort set væk.
Jeg køber helt sikkert denne maske igen og faktisk tror jeg, at jeg skal have nogle stykker liggende til akutte tilfælde.
2. januar: Innisfree Skin Clinic Mask – Peptide (25 kroner for to på eBay)
Det er ikke første gang jeg prøver denne maske, så jeg vidste hvad jeg gik ind til da jeg smed den på. Som de andre Skin Clinic masker er stoffet (bomuld) meget tyndt og stærkt, hvilket gør det nemt at påføre masken. Den er også beskyttet af et stykke plast, som du skal huske at fjerne inden masken kommes på ansigtet. Der er enormt meget serum i pakkerne, så jeg plejer at mose resten ud (efter masken er påført) og bruge det på halsen, brystet og armene.
Jeg er stor fan af Skin Clinic maskerne, men Peptide er ikke min favorit. I og med det er et anti-age produkt, er der ingen synlige resultater efter blot én gangs brug. Men det er jo netop det jeg elsker ved sheet maskerne. Den øjeblikkelige effekt. Huden bliver fugtet — uden at fedte — og meget blød, hvilket jeg godt kan lide. Dog føler jeg huden virker en smule tør morgenen efter.
Peptide masken er ikke nødvendigvis et fejlkøb, men det er ikke en jeg vil investere i igen.
3. januar: Berrisom Soda Bubble Mask – Aqua Fruit (24 kroner stykket på eBay)
Dette er den første sheet maske jeg har prøvet, hvor ansigtet skal skylles efter brug. Efter min mening ødelægger det lidt konceptet, da én af de store fordele ved sheet masker er at man netop ikke skal stå og vandpjaske. Det forekom mig også en smule mystisk at masken ikke har nogen pande. I og med det er en fugtmaske (og alle hudtyper har behov for fugt), synes jeg det er fjollet at udelukke panden.
Så snart masken kommer på huden, begynder den at boble op (meget lig masken fra Elizavecca). Det er en sjov og anderledes sheet maske, der bestemt er oplevelsen værd.
Der er nogle interessante ingredienser i masken. Du finder bl.a. centella asiatica (regenererende og anti-inflammatorisk), hyaluron (fugtbinder) og aloe vera (fugtgivende og beroligende), men desværre ligger alle disse forholdsvist langt nede på listen. Grundet de mange frugtekstrakter masken også indeholder, har den en frisk og let sødlig duft — lidt ligesom en festlig drink med parasol i. Efter jeg tog masken af føltes huden lidt fugtet, men ellers ikke den store forskel. Morgenen efter kunne jeg hverken se eller mærke masken havde været på.
Det var en sjov maske, men absolut ikke en jeg køber igen.
4. januar: Innisfree Hydro Gel Mask – Berry (22 kroner stykket på eBay)
På denne dag valgte jeg en hydro gel maske og endda en jeg har prøvet før. Innisfree har valgt at lave deres gelemasker to-delte, hvilket gør det en del lettere at styre de slimede fætre og undgå de bliver ødelagte undervejs. Masken føles kølende på huden og den sidder hvor den skal — uanset om jeg ligger ned eller står og tømmer opvaskeren.
Jeg kan mærke en let snurren i huden mens jeg har masken på og jeg kan se hvordan væsken langsomt forsvinder fra masken og (håber jeg) ind i huden. Masken indeholder en masse ekstrakter fra bær (jordbær, blåbær, hindbær og brombær), hvilket giver en ‘brightening‘ effekt. Huden ser mere klar og ensartet ud efter brug, og er godt pumpet med fugt. Effekten af masken kan stadig ses og føles dagen efter, hvilket gør den perfekt til at bruge inden et særligt event.
Berry-masken har jeg allerede købt to gange og jeg kunne sagtens finde på at købe endnu en gang.
5. januar: Mizon Enjoy Vital-up Time – Hydrate (23 kroner for to på eBay eller 35 kroner stykket i Magasin)
Det første jeg bed mærke i med masken fra Mizon, var det mystiske hul til munden. Ved ikke om det er min mund som er underlig, men jeg var nødsaget til at lave semi-trutmund mens masken var på. Bortset fra det, havde den en god pasform og var meget nem at påføre. Pakken inderholder masser af serum, så der var også nok til at pleje hals, bryst og nogle forsømte underben. Da jeg tog masken af igen var det som om huden ikke havde suget det hele til sig (trods den havde været på længere tid end anbefalet), men en hurtig 30 sekunders ansigtsmassage sørgede for al produkt blev absorberet.
Jeg har ingen ide om hvad masken indeholder (udover grøn te, da det står på forsiden), fordi alt står på koreansk. Det var heller ikke umiddelbart muligt at finde det på nettet, så jeg tog lidt en chance. Det endte dog godt, for huden føltes fugtmættet — uden at fedte — og effekten var stadig stor dagen efter.
Ikke alene skal jeg have flere af disse, men jeg er også blevet fristet til at prøve nogle af de andre varianter i serien.
6. januar: Innisfree Skin Clinic Mask Sheet – Collagen (25 kroner for to på eBay)
Endnu en Skin Clinic maske i denne uge. Jeg elsker pasformen og kvaliteten af stoffet i disse masker. De sætter sig helt tæt på huden, så jeg virkelig føler jeg får mest muligt ud af produktet. Collagen masken lover en opstrammende effekt og en mere modstandsdygtig hud. Nu er jeg ikke helt nået dertil, hvor huden føles decideret slap, men jeg synes faktisk jeg kan mærke en let opstramning af ansigtet.
På ingredienslisten finder du — udover kollagen — grapefrugt, aminosyre og betaine, som har en udglattende effekt på huden. Netop den udglattende effekt, var det jeg kunne se mest på huden og det ærgrede mig faktisk en smule jeg ikke havde brugt den inden en makeuplægning, i stedet for inden en tur på hovedpuden. Morgenen efter var huden stadig blød og fin, men ikke ligeså tydeligt som umiddelbart efter masken havde været på.
Jeg kunne sagtens se mig selv købe denne maske igen.
Pssst… Husk at du kan se hvilken maske jeg bruger hver dag på Snapchat (evak_beautyblog).
4 kommentarer
Elise Lauridsen
Det er altså en virkelig god udfordring!
Syntes selv det kan være så uoverskueligt og jeg ender med at købe de samme to masker – så fedt med nye indput
Louise
Super fed udfordring for os andre at følge med i. Jeg har også nogle af Innisfree maskerne, købt efter dine anbefalinger, og kan virkelig godt lide dem. Jeg synes der er rigtig meget produkt i, så plejer at gemme pakken i en lufttæt pose, og så bruge det som serum de æstetiske par aftener. Tror du det er helt galt?
EvaK
Dejligt at høre det også er sjovt for dig at følge med i udfordringen :)
Det tror jeg sagtens du kan, når du opbevarer det som du gør. Kunne selv finde på at gøre det samme ;)
31 sheet masker på 31 dage (del 2) - EvaK.dk
[…] dage er gået og det er tid til at tage et kig på næste runde af sheet masker fra min udfordring (du kan læse første del her). Jeg er egentlig lidt stolt af mig selv, for jeg har ikke misset en eneste (endnu…?) og jeg […]