Når øjencremen virker er alting godt

Der vil altid være delte meninger om hvorvidt øjencremen er en nødvendighed eller et overflødigt luksuskøb. Jeg har sarte øjne, der løber i vand i tide og utide. Pollen, de løber i vand. Dufte, de løber i vand. Nogen nævner øjne der løber i vand og de løber med. For mig er en creme særlig udviklet til det område en nødvendighed. Men de skal ikke blot tage hensyn til sarte øjne. De skal VIRKE!

Huden omkring øjnene har kun omkring en tiendedel af den tykkelse resten af ansigtet har. Derfor er der forskellige behov. Behov som kun kan opfyldes med forskellige produkter. Jeg bruger også mange aktive produkter (vitamin c, AHA, BHA og retinol), som ikke er testet til brug på øjenomgivelserne. Der er jeg nødt til at bruge øjencreme.

Nå, det var lidt et sidespor. Det handler nemlig om, at jeg har fundet to øjencremer, der virker! Jeg kan SE en forskel. Og er det ikke det det hele handler om?

Shaba Complex Eye Serum

For længe siden købte jeg et sæt med 6 minis fra Drunk Elephant. Med det samme forelskede jeg mig i både fugtserum og vitamin c serum. Kærligheden kom lidt langsommere til resten af udvalget. Da jeg havde opbrugt min mini Shaba, købte jeg hurtigt den fulde størrelse og her er grundene:

  • Drunk Elephants produkter er formuleret UDEN duft, farvestof, udtørrende alkohol, sulfat og silikone. Det er et rigtig godt udgangspunkt for sensitive øjne.
  • Godt nok kaldes det et serum, men konsistensen er cremet. Stadig let (nærmest som en lotion/mælk), der gør den nem at fordele uden at trække rundt i den tynde hud.
  • Normalt følger jeg knoglen omkring øjet, når lægger jeg øjencreme. På den måde sikrer jeg ikke at komme for tæt på – huden kan selv finde ud af at fordele produktet. Her adskiller Shaba sig fra de mange andre jeg har prøvet. Den kan kommes på hele den bevægelige del af øjenlågene, uden irritation eller våde øjne.

Shaba kan bruges både dag og nat, men jeg har selv brugt den om natten. Resultatet er fugtmættet hud, men uden tunge eller hævede øjne om morgenen. Huden er også meget glattere og jeg kan ikke længere se de små kragetæer, der så småt var begyndt at melde deres ankomst.


Capture Youth Age-Delay Advanced Eye Treatment

Havde du spurgt mig for et år siden om jeg ville tro en øjencreme fra Dior ville være en hellig gral, havde jeg slået en stor latter op. Jeg er ikke for fin til at indrømme, jeg er fordomsfuld mod klassiske franske mærker. Min erfaring er, de bruger alt for meget parfume og resultaterne ofte er lidt ‘meh’. Det skulle vise sig at Dior faktisk har kokkereret en helt fantastisk øjencreme. Her er hvorfor:

  • Konsistensen er tilpas cremet til at beskytte gennem dagen, men let nok til der kan komme solcreme og makeup ovenpå.
  • Den trænger hurtigt ind og efterlader huden glat og frisk at se på.
  • Alle mine concealere har haft en fest ovenpå øjencremen. Uanset om jeg har brugt pensel eller fingre til at påføre med, har alt lagt sig perfekt.

Øjencremen har været min go-to om morgenen, for trætte, mørke og hævede øjne har altid været et problem for mig og Capture Youth hjælper med det hele. Hele oplevelsen fra indpakning til konsistens og videre til resultat, får topkarater herfra. Jeg kan SE forskel. Det er der ikke mange øjencremer der har kunnet levere på.