Mark Buxton Perfumes: Minder på flaske

Jeg kan ligeså godt advare jer: dette bliver et langt indlæg. Jeg kunne simpelthen ikke gøre det kort – jeg prøvede, men fejlede. På den anden side, synes jeg disse parfumer fortjener et langt indlæg og hvis du læser med vil det muligvis afføde et kærlighedsforhold til en yderst dygtig parfumør og hans kollektion af dufte.

Mark Buxton har længe kreeret parfumer for kendte mærker som Givenchy, Paco Rabanne, Burberry og Comme de Garçon, men jeg lærte ham først at kende da han gik sammen med parfumeeksperten Thorsten Biehl og bidragede til biehl.parfumkunstwerke med de tre dufte MB01, MB02 og MB03. Nu er hans egen kollektion af dufte kommet til Danmark. Kollektionen, som han startede i 2012, består indtil videre af syv parfumer som har taget mig med storm, for det er ikke bare parfumer – det er følelser og minder på flaske.

mark_buxton_2

De syv dufte i Mark Buxton Collection er:

Devil In Disguise 
En tung sommervind i Italien flirter med en purpurfarvet silkekjole… En usynlig kvindes duft hænger i luften. Djævelsk sensuel.

Noter af: rabarberblade, neroli, patchouli og musk

Wood & Absinth
Scenen er Korsika i skumringen. Tidspunktet mellem solens lys og nattens mørke. En drink hviler i hånden.

Noter af: absinth, jasmin, cedertræ og græs

Emotional Rescue
Brændt! Hun forsvandt som en hvisken. Som en akrobat svæver jeg over intetheden – med én skælvende fod hvilende på livets stramme line.

Noter af: violblade, kirsebærblomst, vetiver og fyr

Black Angel
Et uventet møde på en NYC natklub. En strålende engel klædt i sort, bryder de røgfyldte omgivelser.

Noter af: mandarin, iris, patchouli og rav

Message In A Bottle
“With me was a beautiful woman, my girlfriend at the time, and I still remember the smell and feel of her skin, the wind on my face, the smell of exotic flowers. Shut off from the rest of the world, all we did was lie in the sun, catch fish when we were hungry, make love and cook on the beach. I felt like Robinson Crusoe” – Mark Buxton om en rejse til Maldiverne

Noter af: ylang ylang, rose, sandeltræ og soløje

Sleeping With Ghosts
Historien om en drøm, et fantom, en personlig søgen og behovet for at kunne svæve frit.

Noter af: kvæde, pæon, læder og vanilje

Sexual Healing
En afhængighedsskabende duftfusion mellem mand og kvinde.

Noter af: solbærskud, hyldebær, soløje og osmanthus

mark_buxton_3
Et foto af min favorit blandt de syv dufte fra mit besøg hos Amaze

Mark Buxton er en livsnyder. En mand som tror på vi kun lever for at opnå nydelse og det afspejles i dén grad i hans dufte. De er unikke og man kan tydeligt fornemme der ikke er sparet på noget, eller tænkt i kroner og ører frem for kvalitet og helhedsoplevelse. Mark Buxton er en modig mand som vælger mange ingredienser der ikke er mainstream og du kan derfor ikke putte dem i bokse som ‘blomsterduft’ eller ‘krydret duft’. Alle Mark Buxton duftene er et snus (eller flere) værd og på trods af de syv parfumers store forskellighed, faldte de alle i min smag. Selvfølgelig har jeg nogle favoritter (Sexual Healing, Sleeping With Ghosts og bestselleren Black Angel), men jeg synes godt om alle duftene – hvorfor det er en stor fordel de er unisex, så der er frit slag.

Alle Mark Buxton parfumerne er på 100 ml og koster 990 kroner. Hele kollektionen vil være at finde i Magasin fra den 1. oktober.

  1. Marlene Høj

    Ærgerligt at jeg ikke har en Magasin i nærheden… For jeg tror altså at de skal duftes!

    Svar
    • EvaK

      Det skal de helt sikkert. Forhåbentlig kommer du forbi en på et tidspunkt ellers kan vi håbe på der kommer flere forhandlere på ;)

      Svar
  2. I butikkerne nu // Oktober 2015 - EvaK.dk

    […] og jeg kan kun anbefale dig at stikke næsen i de syv dufte. Du kan læse mere om parfumerne lige her. Vi bruger meget Palmolive her på “hovedkontoret” – både til vask af hænder […]

    Svar