Guide // 6 trin til festklar hud

Når der skal lægges en smuk og holdbar makeup til en aften i byen, er det vigtigt at huden bliver godt forberedt inden du går igang. Det er hård kost for huden og makeuppen at være i et fyldt lokale med varme, udluftning og hvad man ellers kan blive udsat for sådan en nat ;) Derudover er både foundation, concealer og pudder meget lettere at arbejde med når man har fået klargjort huden grundigt først.

Med disse 6 trin får du nemt lagt en holdbar og lækker makeup:

  1. Rens huden grundigt. Normalt er jeg mest til en rensemælk eller -balm, men når jeg skal have min makeup til at sidde perfekt hele natten er jeg nød til at bruge noget som ikke ligger en (i andre situationer, dejlig beskyttende) hinde på huden. Facial Cleanser 1 fra Purely Professional renser uden hverken at fedte til eller udtørre – gylden mellemvej.
  2. Exfoliér. Det er praktisk talt umuligt at lægge en smuk makeup på tør hud, så derfor peeler jeg altid huden når jeg der står fest på menuen. Ud med tørre og døde hudceller, ind med lækker og blød hud. Active Pureness Scrub fra Comfort Zone står på hylden lige nu og ellers er det Pearl Enzyme fra Själ.
  3. Tag maske på. Brug gerne en maske efter exfolieringen og helst en askepot-maske (en som giver en øjeblikkelig, men dog ikke altid langvarig effekt) som udglatter og opfrisker. Det tager en 5-10 minutter ekstra, men det er det hele værd. Se nogle af mine favoritter lige her.
  4. Brug tonic. En mist inden cremen er altid en god ide for det gør at du kan spare lidt på den, samt du ikke vil skøjte rundt i produkt når du kommer til foundation. Et pift eller to og tag creme på med det samme – det betyder ikke det store hvilken en du vælger, bare ræk ud efter den som i forvejen står på badeværelset.
  5. Fugt huden. Sidste skridt i selve hudpleje delen er fugt. Her er det bedst at bruge en meget fugtgivende, men alligevel let creme (eller måske endda bare en lotion). Det handler igen om at få tilført huden noget uden at overdrive, så risikerer du ikke at hele “masken” glider af inden festen går rigtigt igang. Jeg synes Sampars Ultra Hydrating Fluid gør jobbet fantastisk.
  6. På med primeren. Sidste trin er en primer, men jeg vil sige det er et valgfrit step. POREfessional fra Benefit minimerer porerne og giver en silkeblød og udglattet hud. Hvis ikke man har de store POREblemer (haha, get it?), så kan man sagtens springe den over for de første 5 trin gøre klart det meste af arbejdet.

Nu har du smuk, blød, udglattet og festklar hud :)

Ekstra tip: For at spare tid plejer jeg at rense og peele inden badet og så lade masken sidde imens jeg vasker hår og deslige – så kan man også nemt skylle den af efterfølgende.