
Jeg har over de sidste par måneder testet Clarisonic PEDI apparatet på både mine egne og min mand Cabs fødder. PEDI fungerer både alene og som et supplement til professionelle behandlinger. Den er ikke ligeså kraftfuld som de professionelle apparater jeg er vant til at arbejde med, men en god investering hvis man vil give sine fødder en spaoplevelse i eget hjem.
Kittet indeholder:
- et PEDI håndtag
- et filehovede
- et børstehovede
- Pedi-Buff (fodscrub)
- Pedi-Boost (frugtsyre serum)
- Pedi-Balm (fodcreme)
- en oplader
- en holder til håndtaget
Fremgangsmåde:
- Brug filehovedet på fodsålerne – vær ekstra grundig på problemområderne ved hæl og storetå.
- Skift over til børstehovedet.
- Påfør Pedi-Buff under fødderne.
- Sæt din Clarisonic på højeste hastighed og arbejd scrubben godt rundt.
- Skyl fødderne og tør dem grundigt.
- Tag 3-4 dråber Pedi-Boost og massér den ind – kun på sålerne.
- Vent 5 minutter i mens Pedi-Boost trænger ind i huden.
- Påfør Pedi-Balm (eventuelt med lidt massage) på hele foden op til anklen.
Dette ritual udføres 1-2 gange om ugen, hvilket de fleste godt kan finde tid til. De anbefaler dog også at bruge Pedi-Buff med børsten hver dag, men det vil kun være nødvendigt på hårdtprøvede fødder med meget hård hud. Mine “almindeligt” tørre fødder kan sagtes nøjes med at køre rutinen en enkelt gang ugentligt.
Clarisonic ser helst at man bruger deres egne produkter, men selvom de har været udemærkede at bruge har jeg ikke været videre imponeret over dem og de bliver udskiftet med mine favoritter når de er brugt op.
Jeg tror næppe Clarisonic PEDI vil kunne redde fødder med et meget tykt lag hård hud (den type, hvor det også revner), men den vil være et godt supplement til professionelle behandlinger. Den kan til gengæld varmt anbefales til tørre fødder der har en smule hård hud hist og her og som hellere vil ordne dem selv, fremfor at skulle gå til behandlinger. På mine egne (relativt uproblematiske) fødder var forskellen ikke så stor igen, men Cabs fødder gik fra, at det lød som velcro når han tog sokkerne af til at jeg rent faktisk lod ham røre mig med dem – det er stort.
Fordele:
- effektiv
- er nem at bruge
- giver hård hud en pæn og glat overflade
- produkterne er rare at bruge
- stopper hvis du trykker for hårdt, hvilket udelukker skadende brug af maskinen
Ulemper:
- svært at få rester af scrubben ud af børstehovedet
- brummer lidt højt
- kilder en del når man bruger filehovedet
- man er “tvunget” til at købe deres egne produkter (i hvert fald den første gang, fordi det er et sæt)
Hvad koster den?
Clarisonic PEDI kittet koster 1450 kroner og du kan finde det på Magasins webshop. Børstehovedet skal udskiftes hver 3. måned og filehovedet hver 6. måned.
Produktet er tilsendt til anmeldelse