Produkterne er tilsendt af firmaet
Om et øjeblik rammer Urban Decays (early) sommerkollektion Magasin og jeg har den seneste uge afprøvet samtlige produkter fra kollektionen.
Det skønne ved denne kollektion er, at den ikke er fokuseret på farver, men mere produktet i sig selv. Det betyder, dette er produkter der kan (og bør) bruges året rundt, men til sammen giver de det perfekte sommerlook. En ensartet, men naturlig (foundation) og solkysset hud (bronzer) med masser af glød (highlighter), samt friske, lysende øjne (eye liner).
Afterglow 8-Hour Powder Highlighter (210 kroner)
De tre nye Afterglow highlighters er inspirerede af “gamle” Urban Decay øjenskygger af samme navn. Sin (champagne), Aura (lys rosa) og Fireball (fersken/pink duochrome) er hverken for kolde eller varme i undertonerne, så alle kan bruges uanset hvilken undertone din hud har (yay!). Et stort plus ved disse highlighters er, at de ikke indeholder groft glimmer. De tre Afterglow highlighters giver en meget smuk og naturlig glød — noget der gør dem perfekte til strobing, hvis man dyrker den trend.
Alle tre highlighters er lette at tone ud, bygge op i intensitet og så holder de rent faktisk de lovede otte timer. De er heller ikke så tørre i konsistensen at der drysses under påføring, så der er ingen risiko for at ende med highlighter i hele ansigtet.
Jeg synes både Sin, Aura og Fireball er smukke farver, men grundet min store kærlighed til champagne/gyldne highlighters er Sin min favorit. Aura er lige rosa nok, til at se godt ud på mine kindben, men hun er så smuk i øjenkrogen og under brynet. Fireball kan enten bruges alene som highlighter, men er også “mørk” nok til at lægge ovenpå en blush for at give mere glød og spil i farven.
NAKED SKIN One & Done Hybrid Complexion Perfector SPF 20 (250 kroner)
Egentlig vil jeg gerne kalde dette en foundation, men i virkeligheden er den mere end det. One & Done giver både en øjeblikkelig effekt (ensarter og forfiner huden), men virker også over tid. Urban Decay lover en fastere hud, mere glød og mindre synlige porer efter 8-12 ugers brug. Jeg har kun brugt den knap en uge, så effekten efter længere tids brug kan jeg ikke røbe endnu.
Til gengæld har jeg forelsket mig i den virkning den giver her og nu. One & Done giver en flot ensartet hud, hvor min egen hud stadig skinner i gennem, så huden ser perfekt ud på en naturlig måde. Én af grundene til One & Done har overhalet min normale foundation, er følelsen af den. Den er så let og naturlig på huden, at jeg faktisk ikke mærker jeg har den på. Derfor er jeg også overbevist om, at dette bliver min go-to foundation i de varme måneder.
One & Done kommer i seks forskellige nuancer:
- Light (passer hvis du bruger farverne 0,5-3,5 i deres foundation)
- Medium Light (passer hvis du bruger farverne 3.0-4.5 i deres foundation)
- Medium (passer hvis du bruger farverne 4.0-7.0 i deres foundation)
- Medium Dark (passer hvis du bruger farverne 6.0-8.0 i deres foundation)
- Dark (passer hvis du bruger farverne 8.0-10.0 i deres foundation)
- Deep (passer hvis du bruger farverne 10.0-12,0 i deres foundation)
24/7 Waterline Eye Pencil og 24/7 Glide-on Eye Pencil (145 kroner)
Urban Decay lancerede i slutningen af 2015 deres nye 24/7 Waterline Eye Pencils og nu kommer den farve jeg følte manglede. En nude eye liner. Walk Of Shame er perfekt til den våde kant for at åbne øjet og friske op. Farven er neutral i undertonen og den er ikke så lys, at den giver samme voldsomme effekt som en hvid eye liner. Walk Of Shame er meget cremet, glider let på øjet (vigtigt, da den bruges på et sensitivt område) og den holder intensiteten i adskillige timer.
Den anden eye liner i kollektionen hører til 24/7 Glide-on Eye Pencils. Heartless, som den hedder, er en sart lyserød med et frosted finish. Eye lineren kan både bruges omkring øjet (selvfølgelig…), i øjenkrogen, under brynet og på kindben. Heartless er en meget kold farve, hvorfor den umiddelbart egner sig bedst til lysere hudtoner. Jeg bruger Heartless i øjenkrogen, når jeg ønsker en meget kraftig highlighter til at balancere en mørk øjenmakeup.
Beached Bronzer
De to matte bronzers, må være det mest hypede produkt fra sommerkollektionen. Både fordi Urban Decay længe har manglet præcis dette i deres sortiment, men også grundet den fine emballage med palmer og summer feeling. Beached Bronzer kommer i farverne Sun-Kissed og Bronzed som begge er varme i undertonerne og har et mat finish. Pudderen er malet meget fint, hvilket gør dem næsten silke-agtige og lette at tone ud.
NAKED SKIN Weightless Complete Coverage Concealer (175 kroner)
NAKED SKIN er min yndlingsconcealer, fordi den er meget dækkende, men stadig føles let og behagelig. Kollektionen får nu tre nye nuancer i mørke toner (hallelujah for det), så de nu også kan bruges på meget mørk hud. Faktisk er den lyseste af de tre (dark/golden) lidt for mørk til mig, men blander jeg den 50/50 med farven dark/neutral, passer farven perfekt til min NC 45 hudtone.
Disse concealers er iøvrigt skønne at bruge til contouring. Jeg er endnu ikke blevet venner med cremede contouring produkter, da de ofte er lidt seje i konsistensen og derfor besværlige at tone ud, men disse er geniale. De føles lette på huden, de er meget lette at blende og du får et meget naturligt look.
Hvad synes du om kollektionen?