Du må og skal prøve disse fem parfumer til efteråret

Efteråret begynder så småt at banke på døren og det betyder udskiftning af hudpleje, farver i makeup og nye dufte. Normalt finder jeg blot gamle favoritter frem fra gemmerne, men i år er der sket noget med min næse. Måske er det alderen, måske er det bare lysten til at prøve noget nyt. I hvert fald er jeg gået lidt væk fra mine sædvanlige tunge, sødlige dufte og har fået en kærlighed til pudrede dufte. Efter mange ture rundt i Magasin og Sephora, har jeg fundet frem til disse fem dufte som jeg gerne vil gå efteråret i møde med.

Narciso Poudrée fra Narciso Rodriguez
Flakonen er enkel, men smuk og indholdet ligeså. Noterne i Poudrée består primært af rose, jasmin, vetiver og cedertræ, samt et strejf af pudder. Jeg synes den er en smule svær at kategorisere, da den hverken er blomstret, sød eller træ-agtig. Poudrée er en kombination af det hele, hvilket giver en let og sofistikeret duft, jeg ikke bliver træt af efter flere dage i træk.

Beige fra Chanel
Denne duft har været på min ønskeliste før og selvom den endnu ikke er købt, spøger den stadig i min næse. En kombination af honning, havtorn og fresier giver tilsammen en duft af beige. En blød, let og ren duft som både kan bruges til dag og aften. Eneste minus er, at den kun findes som eau de toilette, da jeg er mere fristet af mindre størrelser (denne er på 200 ml) i en mere koncentreret version.

Replica Beach Walk fra Maison Margiela
Den største årsag til jeg er vild med denne duft er, at den minder utrolig meget om Aqva di Sale fra Pro Fvmvm Roma – en fantastisk parfume jeg brugte meget, før den forsvandt fra de danske hylder. Beach Walk er dog en smule bedre, da den ikke er helt så intens som Aqva di Sale og lettere kan bruges til hverdag. Noterne er en blanding af ylang ylang, bergamot, citron, musk og lidt kokos, hvilket munder ud i en frisk og alligevel rund duft.

Terracotta fra Guerlain
Som den eneste ud af de fem, er dette en duft jeg også kunne have købt for et år eller to siden. Faktisk indeholder Terracotta en hel håndfuld af mine yndlingsduftnoter (kokos, vanilje, tiare, musk og appelsinblomst). Derfor kunne jeg heller ikke undlade at give den en plads på listen. Parfumen er — trods de søde noter — hverken kvalmende eller “for meget” og kan bruges både dag og aften.

Love Story fra Chloé
Det var egentlig et tilfælde jeg stak næsen i denne, eftersom jeg altid har vrænget lidt på næsen af Chloé for at være for mainstream (kald mig bare en duftsnob). Jeg er dog glad for jeg gjorde det, for tror næsten dette er min absolutte favorit ud af de fem. Noter af appelsinblomst, ananaskirsebær, jasmin og cedertræ, danner en parfume i perfekt balance. Duften er hverken for blomstret, for sød eller for frisk — den er lige tilpas.