
Indlægget er sponsoreret ved at nogle af produkterne er givet til bloggen af firmaet
MOR Sorbet
Dette må være min ultimative kokosfavorit. Desværre er den udgået og jeg leder derfor med lys og lygte efter en erstatning, men det er endnu ikke lykkedes. Derfor er det kun til meget særlige begivenheder den kommer på, for eksempel når vi har bryllupsdag eller hvis børnene har ladet mig sove mere end 3 sammenhængende timer på en nat.
OGX Coconut Oil Mist
I forgårs skrev jeg om mine nye hårprodukter, hvor jeg blandt andet nævnte denne Oil Mist som er strøget direkte ind på favoritlisten. Udover at olien giver glans og fugt til mit tørre hår, så er jeg blevet fuldkommen afhængig af de komplimenter som følger med hver gang jeg har sprayet mit hår med den.
MAC Fix+ Coconut
Denne var limited edition og jeg ærger mig grænseløst over at jeg købte fire forskellige i stedet for bare at købe fire af denne. Om jeg bruger den som skin tonic, til at sætte makeuppen, at friske op med i løbet af dagen eller til at fugte beautyblender og pensler med, så kan jeg slet ikke få nok af denne spray. Den. Dufter. Så. Godt.
Too Faced Born This Way Foundation
Måske er denne lidt snyd, for den dufter ikke af kokos selvom den indeholder kokosvand. Synes dog alligevel den skal med eftersom det er en god foundation jeg har brugt meget på det seneste, imens min NARS foundation får sig en velfortjent pause. Du kan læse hele min anmeldelse af Born This Way her.
Naturativ Relaxing Body Oil
Her i vinterhalvåret stiger mit forbrug af kropsolier kraftigt, da det er det eneste som kan holde den tørre hud i skak. Det er en behagelig og ikke-fedtet olie, der dufter af citrongræs og kokos, hvilket sender mig på en hurtig tur til et tropisk paradis inden jeg skal ud i kulden.
Marc Jacobs Daisy Dream Forever
Parfumen her er hurtigt blevet en favorit, også selvom det er ikke kokos som er den mest gennemtrængende note i den. Noget af det jeg elsker mest ved Daisy Dream Forever er måden den udvikler sig på i løbet af dagen og selvfølgelig den smukke flakon. Du kan læse mere om duften i indlægget her.
Nivea Coconut Lip Butter
Denne her er propfyldt med mineralsk olie og det bruger jeg normalt aldrig, men denne har alligevel fået et job i min daglige rutine. Lip Butter’en kan ikke blødgøre mine læber hvis de er tørre, men efter jeg har vasket ansigtet putter jeg lidt på for at holde læberne bløde indtil læbestiften skal på og det job gør den ganske fint – imens den dufter af kokos.
Naturativ Relaxing Milky Mist
Jeg bruger denne lotion på spray under min body oil eller creme for at give ekstra fugt på de tørreste områder, men den er også god til huden som ikke kræver det store eller dig som har det svært med fedtede produkter som er længe om at trænge ind. Den er lynhurtig at spraye på, hvilket gør den ideel til travle morgener og frisker den op med duften af kokos og citrongræs.
Hvis du har nogle favoritter så del dem endelig med mig i kommentarfeltet, for jeg kan ikke få nok kokos i mit liv og tager imod alle anbefalinger med kyshånd.