Indlægget indeholder produkter som er tilsendt til test
For et års tid siden skrev jeg et indlæg med tips til foundation, samt mine favoritter. Det gik i dag op for mig, der er sket en del siden da og derfor får du her en opdatering af hvilke foundations jeg har i rotation. Den største forskel siden sidst er, at jeg ikke længere udelukkende bruger medium til fuldt dækkende baser. Til festmakeup og vilde looks bruger jeg stadig de meget dækkende foundations, men til hverdag sætter jeg pris på, at huden skinner mere i gennem og bruger derfor let-medium dækkende produkter.
De fire foundations jeg bruger mest lige nu er:
Lancôme Miracle Cushion Foundation (335 kroner i Magasin)
Selvom jeg er presset på tid, vil jeg stadig gerne have en god base der giver en jævn hud og det får jeg med Miracle Cushion. Denne foundation er supernem at lægge (uanset om du bruger den medfølgende svamp eller en børste), smelter hurtigt ind og giver en ensartet (men naturlig) hud. Desuden giver Miracle Cushion en smuk dewy glød og har en kølende effekt på huden, hvilket gør den til en perfekt sommerfoundation.
Læs mere om Miracle Cushion Foundation her
NARS All Day Luminous Weightless Foundation (320 kroner i Sephora)
Når jeg skal have gang i den helt store makeup, er det denne foundation jeg griber efter. All Day kan give alt fra en medium til fuld dækning og den flydende konsistens gør, at den er nem at fordele og lægger sig flot på huden. Selv når jeg bruger to lag, synes jeg resultatet er flot og det ser ikke over-makeuppet ud — trods den fulde dækning. All Day har været en favorit lige siden jeg fik den og det bliver den ved med at være længe endnu.
Læs mere om All Day Luminous Foundation her
Too Faced Born This Way (280 kroner i Sephora)
I starten var jeg ikke ubetinget vild med Born This Way, men jo mere jeg prøvede den, jo bedre kunne jeg lide den. Dette er en mere cremet foundation, hvorfor den føles “tungere” på huden end f.eks. All Day Luminous fra NARS. Til gengæld er det også det der gør, at den er super til tør eller tør/kombineret hud. Born This way fugtgiver huden og holder den fugtet hele dagen i gennem. På lange dage kan huden godt komme til at skinne på mine fedtede områder sidst på dagen, men den holder stærkt i omkring ni timer.
Urban Decay One & Done Hybrid Complexion Perfector (250 kroner i Magasin)
Dette er den nyeste tilføjelse i min foundationsamling og også den mest brugte i øjeblikket. One & Done giver en jævn, ensartet hud, uden at ligne en maske og det elsker jeg. Den er let at bygge op og kan derfor klare alt fra en meget let dækning til en medium. Desuden føles den naturlig på huden (hele dagen), blender pænt ind og forsvinder ikke i løbet af dagen.
2 kommentarer
Camilla
Lancôme’s cushion foundation er så fantastisk! I øjeblikket bruger jeg den fra Laneige, som virkelig også kan anbefales, hvis man er til cushion foundations (:
Camilla | http://cammi.dk
EvaK
Den har jeg også hørt godt om, men har ikke kunnet finde en i min farve :( Men det er jo mit sædvanlige problem :D