Hudpleje jeg aldrig køber igen

Uanset hvor meget du researcher, læser ingredienslister og tester, vil et nyt køb af hudpleje altid være lidt et sats. For vi kan ikke vide på forhånd om noget virker eller ej – det tager trods alt noget tid førend vi ser og mærker effekten. Langt henad vejen handler det også om personlige præferencer.

Der er dog nogle produkter som jeg mener er så SVÆRT skuffende, at det må deles. Så behøver DU i det mindste ikke kyle penge i det samme lokum som jeg gjorde.

Dior Prestige Cleansing Balm og Sand & Sky Emu Apple Mask

Manner, det gjorde ondt, da det gik op for mig at rensebalmen fra Dior var et fejlkøb. For se den lige, emballagen er noget af det smukkeste. Desværre er indholdet ikke noget at skrive hjem om – så skulle det da lige være for at advare.
Balmen er umulig at fjerne med vand. Du er nødt til at bruge en vaskeklud, men selv med sådan en, er du stadig efterladt med en fedtet hinde på huden. Det værste var dog, at min hud begyndte at slå ud af den. Små bumser piblede frem indtil jeg endelig sagde farvel til den smukke lyserøde rensebalm.

Det er ikke fordi Emu Apple masken er dårlig. Den er ret middelmådig. Ikke at det er en forbrydelse, men det burde prisen til gengæld være!
Masken ligger til 500 kroner (for en middelmådig fugtmaske, come on!) og som om det ikke var nok, er du nødt til at bruge temmelig meget produkt for at få den ønskede effekt. Ellers tak.

La Mer Moisturizing Cream og Glow Recipe Pineapple-C Serum

Jeg har vitterligt ingen ide om, hvad der gør La Mer cremen 2.500 kroner værd. Uanset hvor længe jeg prøvede at undersøge dit og dat ved produktet, kunne jeg ikke se hvordan den skulle kunne noget en creme til en tiendedel af prisen ikke kan. Dine penge er bedre brugt andre steder, tro mig!

For at være helt ærlig, nåede jeg aldrig at bruge Glow Recipes ananasserum længe nok til at kunne udtale mig om effekten. Den bizarre lugt satte en brat stopper for min testperiode. Ikke nok med at den lugter af en blanding af jern, frugt der er blevet dårlig og noget andet uidentificerbart, så hænger lugten også ved i evigheder.

Drunk Elephant Beste Cleanser og Holifrog Kissimmee Balmy Wash

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er glad for mange af Drunk Elephants produkter, men man kan desværre ikke vinde hver gang. Ikke fordi Beste No. 9 rensegelen ikke er god, den er bare ALT for dyr. Faktisk kan du købe en næsten identisk rens fra SEPHORA til kun en tredjedel af prisen og det er lige præcis hvad jeg gør!

Samme gør sig gældende for Holifrogs rensebalm. Den er absolut god, men ganske enkelt ALT for dyr. Igen kan du finde en meget lignende rens (Oat Cleansing Balm fra The Inkey List) til kun en syvendedel af prisen på denne. Hvis du har penge der brænder hul i lommen, kan du selvfølgelig sagtens gå efter Holifrogs, men personligt vil jeg hellere bruge de penge andetsteds.

OUAI Hair and Body Oil og Fenty Skin Fat Water

OUAI har mange hits og faktisk er deres gel til krøller en af mine all-time favoritter, men desværre ramte de ikke plet med denne. For det første synes jeg den er for dyr i forhold til den mængde af produkt du får og for det andet er duften af rose lidt fesen. Derudover gjorde den heller ikke synderligt meget for mit hår – andet end at gøre det fedtet. Endte med at bruge resten på kroppen og kalde det en dag.

Jeg er altid ret skeptisk, når makeupmærker beslutter sig for at begive sig ud i hudpleje. Dog havde jeg tillid til Fenty (og Rihanna) da Fenty Skin blev lanceret, fordi hendes makeup har holdt en ret høj standard. Desværre var mit første køb et kæmpe fail!
Denne toner (som åbenbart også er et serum, hvilket slet ikke giver mening for mig) lover at minimere synligheden af porer og mattere huden, men den lover OGSÅ at fugte. Min hud har ikke hadet et produkt så meget siden jeg prøvede Dior rensebalmen. Efter blot en uges brug stod jeg med en fuldkommen udtørret hud og et stort udbrud af bumser, der tog mig næsten tre uger at komme over.

Så hvad kan vi lære af det? Selv de mest lovende produkter kan ende med at være et fejlkøb. Det er bare med at sige pænt farvel, tørre øjnene og gå på jagt efter et bedre alternativ.