
I den næstsidste kategori i temaet om de bedste produkter fra året der gik, ser vi på de mest innovative beautyprodukter. Dem der har formået at tænke udenfor boksen og skabe noget helt nyt. For mig er dette den mest interessante kategori, for det kræver efterhånden en del at opfinde den (nye) dybe tallerken indenfor hudpleje. Her får du seks mærker som har givet os noget helt nyt (og uundværligt) i 2016:
Foreo Luna
Efter mit møde med Clarisonic har jeg ikke kunnet undvære en børste i min aftenafrensning. Min hud kan dog ikke tåle at bruge Clarisonic hver dag og derfor har jeg — de fleste dage — skiftet den ud med Foreo Luna. Luna-børsten er mildere ved huden, men giver stadig den grundige afrensning og endda også en let massage. Jeg er vild med alt fra design til effektivitet.
Clarisonic Mia Fit
Selvom jeg bruger min Luna-børste mere og mere, så har jeg absolut ikke givet afkald på min Clarisonic. Den er stadig min go-to, på dage hvor jeg har haft hovedet dybt nede i makeupskuffen. Intet andet kan rense min hud ligeså effektivt. Grunden til den hører til på listen her er, at Clarisonic har proppet al kraften fra Aria-børsten ned i den nye — og meget mindre — Fit. Mia Fit er enhver makeupelskers drøm, fordi den med sin power cleanse-indstilling, renser huden mere grundigt end noget andet jeg har prøvet.
Aveda Tulasāra Radiant Facial Dry Brush
Tørbørstning er ingen nyhed, men det er første gang jeg er stødt ind i én til ansigtet. Jeg er ret begejstret for hele Tulasāra serien, men særligt tørbørsten har vundet mit hjerte. At starte dagen ud med en blid massage, som sætter gang i cirkulationen og giver ansigtet glød, er helt perfekt for mig. Særligt her om vinteren kan jeg mærke at det nye morgenritual giver mig et energiboost — og en flottere hud. Det er bestemt de 2 minutter værd.
Læs mere om Tulasāra serien her
M2 Beauté Ultra Pure Solutions Facial Nano Spray
Da jeg først hørte nyheden om at M2 Beauté ville kaste sig ud i hudpleje, blev jeg ellevild. Jeg har længe været fan af deres vippeserum (som er det eneste jeg har fået virkelig gode resultater med) og derfor vidste jeg også at de ikke ville lancere et produkt med mindre det var noget ganske særligt. Og dét var det. Et serum på spray, der ved hjælp af nanoteknologi kan trænge dybt ned i huden og virke der hvor det gør rigtig godt. Jo tak!
Læs mere om Ultra Pure Solutions her
Smashbox Insta-matte Lipstick Transformer
Man skal have boet under en sten, for at have overset de matte læber trender lige nu. Jeg har selv brugt en mindre formue på matte læbestifter, men samtidig ærgret mig en del over at de farver jeg allerede lå inde med, ikke havde det ønskede finish. Derfor blev Insta-matte én af mine favoritprodukter i 2016. Denne gel forvandler selv de mest skinnende læbefarver om til en smuk (og nærmest fløjlsagtig) mat læbestift. Vupti, så havde jeg pludselig fordoblet min samling af farver til samme pris som en enkelt læbestift.
Lancôme Juicy Shaker
Alle kender Lancômes Juicy Tubes og de fleste af os har sikkert også haft et par stykker af dem liggende i tasken. Det havde jeg i hvert fald, tilbage i slut 90’erne. I 2016 valgte Lancôme at udvide Juicy-serien med et nyt læbeprodukt, kraftigt inspireret af koreansk kosmetik. Juicy Shakerne er en kombination af pigmenter og plejende olier, der påføres (nemt og bekvemt) med den kegleformede cushion (svamp) applikator. Disse små cocktailshakere er geniale til dage, hvor læberne trænger til et skud fugtgivende pleje, men du alligevel ikke vil gå på kompromis med farven.