EvaK x Rikkesmakeupblog Julekalender: 5. december

5

SPONSORERET

I dag er der gave fra ét af mine absolut yndlingsmærker. Jeg stiftede bekendskab med Jurlique i 2007 og er kun blevet mere og mere glad for produkterne gennem årene. Hvert år laver Jurlique en håndfuld smukke julegaveæsker, som indeholder et udvalg af deres bestsellers og det er lige præcis sådan en æske du kan vinde i dag.

Kunne du tænke dig at læse mere om Jurliques produkter, kan du se min omtale af deres berømte Daily Exfoliating Cream, Skin Balancing Face Oil og den nye Activating Water Essence, som jeg er gået hen og blevet rigtig glad for.

jurlique3

Rose Moisture Plus Essentials æsken indeholder:

  • 1 Rose Moisture Plus Moisturising Cleanser
  • 1 Rosewater Balancing Mist
  • 1 Rose Moisture Plus Gel-Lotion

Alt du skal gøre for at deltage i lodtrækningen er, at udfylde felterne nedenfor. Alle låger i julekalenderen er åbne indtil den 26. december — så husk at smid i lod i alle låger.

Psssst… Husk at der også er adventskalender i mit nyhedsbrev, så glem ikke at tilmelde dig.

Konkurrencen er afsluttet og vinderen har fået direkte besked.

Held og lykke.

All I want for christmas (2016)

oensker_december_2016

Grown Alchemist Vanilla & Watermelon Lip Balm (145 kroner i Magasin)
Jeg har en svaghed for læbepleje og ejer flere produkter i den kategori end jeg nogensinde kommer til at bruge op. Det holder mig dog ikke fra at erhverve mig nye af slagsen og øverst på listen står denne fra Grown Alchemist. Både deres face mist og ansigtsolie er store favoritter her på hovedkontoret, så jeg er ikke i tvivl om at denne lip balm (med den skønneste duft af vandmelon) vil hitte ligeså stort.

Tom Ford Bronzer Brush (830 kroner i Magasin)
Den koster en bondegård, men jeg må have den. Måske bliver det ikke nu, men før eller siden skal jeg tilføje bronzer børsten (og nok også et par andre) fra Tom Ford. Designet er eksklusivt og hårene så bløde, at jeg får tårer i øjnene.

YSL Black Opium Eau de Parfum (504 kroner i Magasin)
Efter jeg begyndte at arbejde i Sephora er jeg endt ud med en tre gang større parfumesamling — og det var ikke fordi jeg havde få inden da. Ligesom med læbe balmerne, kan jeg bare ikke få nok. Black Opium er ingen nyhed, men jeg drages af dens noter af vanilje, patchouli og jasmin.

Dr. Jart+ The Book of Masks (320 kroner i Sephora)
Endnu en af mine guilty pleasures er sheet masker og Dr. Jart+ laver nogle rigtig gode af slagsen. Derfor synes jeg også The Book of Masks er en supergod gaveide. I bogen kan du bladre dig gennem et udvalg af masker til alle tænkelige hudproblemer, samt læse om maskerne. Så er der lidt at give sig i kast med over juledagene.

Glamglow Gift Sexy (425 kroner i Sephora)
Apropos masker, undrer jeg mig over jeg endnu ikke har fået prøvet Glamglows. Denne gaveæske med fire rejsestørrelser virker som en god måde at få prøvet mærket af på. Jeg kan heller ikke lade være med at blive begejstret over den fine æske der glimter som diamanter — man er vel en luksuspige.

Tromborg Aroma Therapy Body Lotion (420 kroner i Magasin)
Dette er en meget gammel favorit og jeg savner den. Tromborgs body lotion er én af de absolut bedste jeg har prøvet. Det føles som at smøre sin krop ind i flødeskum og den bløde fornemmelse holder hele dagen lang. Som en ekstra bonus dufter den himmelsk. Tror det bliver min julegave til mig selv i år.

Urban Decay VICE Lipstick (150 kroner i Magasin)
Jeg elsker Urban Decay og jeg elsker læbestifter. Derfor har jeg også tre farver fra deres linje af VICE læbestifter på ønskelisten. Nu er jeg ikke så konservativ når det handler om farver på læberne og derfor har jeg både kig på Heroine (dyb blå), Disturbed (mørkerød) og 1993 (kastanjebrun).

EvaK x Rikkesmakeupblog Julekalender: 3. december

3

SPONSORERET

Bag dagens låge finder du en gave til vipper og negle. Depend lancerede i slutningen af 2014 deres 7 Day neglelaksystem og det blev hurtigt en favorit hos både Rikke og jeg. Det er de mest holdbare lakker jeg nogensinde har prøvet (og jeg har prøvet en del mærker), så de får en varm anbefaling her fra. De kunstige vipper fra Depend holder jeg ligeledes meget af. Én af de største fordele ved deres vipper er, at selv båndet er så tyndt at jeg ikke behøver en eye liner til at kamouflere overgangen fra naturlig vippe til kunstig. Derudover er Depends vippelim også den jeg har haft størst succes med, både i forhold til påføring og holdbarhed.

Se hele gaven fra Depend nedenfor.

depend

Gaven indeholder:

  • 1 sæt Sandra vipper
  • 1 sæt Cecilia vipper
  • 1 sæt Anna vipper
  • 1 sæt Rebecka vipper
  • 1 styk 7 Day Start Kit (med rens, base coat og top coat)
  • 3 styks 7 Day neglelakker (i farverne Reflecting Pond, Secret Wildlife og Falling Leaves)

Alt du skal gøre for at deltage i lodtrækningen er, at udfylde felterne nedenfor. Lågen vil være åben indtil den 26. december.

Psssst… Kunne du tænke dig flere gaver, så husk at der også kører adventskalender på mit Beautybrev.

Konkurrencen er afsluttet og vinderen har fået direkte besked.

Eva K x Rikkesmakeupblog Julekalender: 1. december

1

SPONSORERET

Endelig blev det december!

Rikke og jeg har glædet os utrolig meget til at skyde vores julekalender i gang og jeg håber I vil tage godt imod den. Der vil være en ny låge hver dag frem til december og alle låger vil være åbne for deltagelse til og med den 26. december. Lågerne vil være skiftevis på Rikkes og min blog, men både i dag, den 1. december, og den 24. vil der være hos og begge — så husk at deltage begge steder for at øge vinderchancerne.

Bag dagens låge finder vi én af vores fælles favoritter. Eylures vipper er mine absolut yndlings. De er ikke bare flotte, men også utrolig lette at påføre og holder hele dagen/aftenen lang. Du kan se en video hvor jeg påfører vipperne lige her og ovre hos Rikke kan du læse mere om mærket Eylure.

eylure

Gaven fra Eylure består af:

  • 1 Brow Palette
  • 3 sæt Enchanted After Dark vipper (limited edition)

For at være med i lodtrækningen skal du blot udfylde felterne nedenfor.

Konkurrencen er afsluttet og vinderen har fået direkte besked.

Held og lykke og rigtig glædelig jul.

De 6 bedste concealere til mørke rander

bedste_concealer

Urban Decay NAKED SKIN Concealer (175 kroner i Magasin)
Jeg har ikke brugt andre concealere end denne i år, på nær når jeg har testet nye. Det er selvfølgelig også grunden til den kom med på min liste over uundværlig makeup. NAKED SKIN Concealer har en let og cremet konsistens, sætter sig ikke i linjerne og holder hele dagen. Applikatoren har en god størrelse som passer perfekt under øjnene, men også rundt om i ansigtet når jeg bruger dem til diskret contouring — ja, det er de nemlig også fantastiske til. Eneste minus er at det er lidt af en udfordring at få de sidste rester ud af flakonen, men det er tilbagevendende problem på kryds og tværs af mærker.

MAC Pro Longwear Concealer (165 kroner i Magasin)
Dette var den første concealer jeg havde succes med og den er stadig én af mine topfavoritter. Den er nem at arbejde med, dækker godt og ser naturlig ud. Den har lidt tendens til at oxidere (blive mørkere på huden i løbet af dagen), så det kan være en god ide at købe en nuance eller to lysere end hudtonen. Emballagen er det eneste minus ved Pro Longwear, da det er noget nær umuligt at få de sidste rester ud af flasken. Derudover er flakonen også ret skrøbelig og du skal derfor være påpasselig med ikke at tabe den på badeværelsesgulvet.

Smashbox Studio Skin Concealer (175 kroner i Stylebox)
Måtte jeg kun bruge én concealer resten af mine dage, ville det være denne. Studio Skin Concealeren er helt ny på markedet og har blæst mig omkuld. Faktisk gav jeg en kollega den jeg havde fået tilsendt (da den var for lys), for at få en second opinion fordi jeg ikke troede på den var så god som jeg selv følte. Hun gav mig dog ret og sagde den både var bedre end MAC, NARS og de mange andre mærker hun har prøvet. Konsistensen er helt perfekt, den dækker virkelig godt og så blender den så smukt ind i huden, at man knap nok aner man har den på. Holdbarheden er også helt i top, selv når der ikke er en pudder ovenpå.

Kat von D Lock-it Concealer (215 kroner i Sephora)
Til at starte med var jeg ikke vild med denne concealer. Faktisk var jeg skuffet. Det gik dog over i samme øjeblik jeg droppede at sammenligne den med mine andre favoritter — for den er i en kategori for sig selv. Den meget høje dækkeevne og mere rige konsistens gør at Lock-it føles “tungere” end de andre fem på listen her og det var dét der gjorde jeg ikke var sikker på den. Jeg fandt dog ud af, at jeg er villig til at gå på kompromis med letheden, for bedre at kunne dække de mørke rander — i hvert fald på særligt trætte dage. Derudover er jeg også glad for den dråbeformede applikator, som gør det nemt at præcisere påføringen og komme godt ind i øjenkrogen.

NARS Radiant Creamy Concealer (205 kroner i Sephora)
Dette er den eneste concealer jeg selv kun har brugt få gange, men primært anbefaler udfra de (mange!) gange jeg har lagt den på kunder. Radiant Creamy Concealer lægger sig superflot på huden, samtidig med den dækker mørke rander. Selv når den er på i mange timer af gangen, sætter concealeren sig ikke i linjerne. Applikatoren/emballagen er desværre igen én af den slags, hvor det er besværligt (læs: umuligt) at få de sidste rester ud, men effekten gør op for det.

Etude House Big Cover Cushion Concealer (ca. 69 kroner på eBay)
Egentlig købte jeg denne fordi jeg troede det var en color corrector og ikke en concealer (navnene på farverne var lidt misvisende), men det viste sig at være held i uheld. Den runde cushion-applikator og klik op-funktion gør at du får al produkt ud af concealeren og intet går til spilde. Det er dog lidt sværere at være meget præcis med påføringen, i forhold til ovenstående concealere, men det er ikke noget der har forhindret mig i at lægge en fin concealer. Dækningen er høj og den er nem at tone ud, så eneste minus er at concealeren ikke er holder sig ude af linjerne under øjnene, hvis du har den på i +10 timer. Big Cover er en smule mere “klisteret” i konsistensen og fungerer derfor bedst under din foundation eller med en god gang baking efterfølgende.

Månedens ønsker // November 2016

onsker_november_2016

1. Tom Ford Traceless Foundation Stick (550 kroner i Magasin)
Jeg prøver denne foundation-stift på hånden hver eneste gang jeg går forbi standen i Magasin. Den føles så lækker — blød og cremet — og giver en fin og naturlig dækning. I og med det ikke just er en billig foundation, har jeg ikke taget mig sammen til at købe den endnu, men det skal ske. Snart.

2. Kat von D MetalMatte Palette (475 kroner i Sephora)
Lige siden jeg så de første billeder af denne palette, har jeg vidst den skulle blive min. Ud over at selve designet er fantastisk smukt, er mange af farverne så unikke at jeg ikke har kunnet finde erstatninger i min (ellers ret store) samling. Derudover får man vældig meget øjenskygge for pengene i forhold til mange andre paletter.

3. Sleek Matte Me Lip Cream (70 kroner i Sephora)
Dette er ikke de bedste flydende læbestifter på markedet, men det er absolut heller ikke de værste. Matte Me kan godt virke udtørrende på læberne, men til den pris kan jeg sagtens leve med lidt tørre læber dagen derpå. De nye efterårsfarver fra Sleeks flydende læbestifter er virkelig smukke og jeg skal både have Vino Tinto og Velvet Slipper tilføjet samlingen.

4. Yes To Paper Masks (28 kroner på beautybay.com)
Min sheet mask-mani er på ingen måde aftaget og hver gang jeg ser nye mærker hoppe med på bølgen, vil jeg prøve dem. Derfor har jeg også disse tre fra det budgetvenlig mærke Yes To med på listen. I skivende stund er både kokos og tomat varianterne udsolgte, men jeg har set dem derinde og håber på de kommer på lager igen inden længe.

5. Comfort Zone Sublime Skin Peel Pads (325 kroner i Complete Me)
Jeg er igen løbet tør for mine elskede Peel Pads fra Comfort Zone. De har været ét af mine favorit hudplejeprodukter i år og derfor er det også et must at have dem stående på hylden. De giver mig en mere ensartet hud med en finere tekstur og mere glød, så jeg kan både se og føle min hud mangler dem.

6. Atelier Cologne Vanille Intensee (860 kroner i Magasin)
Efter en længere dvale, er min kærlighed til dufte vågnet op til dåd og nu kan jeg slet ikke få nok. Jeg har allerede erhvervet mig 4-5 nye parfumer i år, men jeg håber på at få anskaffet mig denne vaniljeduft inden året er omme. Trods navnet er parfumen hverken kvalm eller overdøvende, men giver mig en aura af varme og hygge som jeg elsker og er helt perfekt i kolde vintermåneder.

5 tips til perfekte bryn

perfekte_oejenbryn

Det tog mig over et årti at finde frem til mine perfekte bryn og i mere end syv år har jeg dagligt hjulpet andre kvinder med at forme og optegne deres drømmebryn. Derfor ved jeg også en ting eller ti om bryn. Faktisk tør jeg gå så langt som at kalde mig selv en brynekspert og derfor vil jeg i dette indlæg dele mine fem bedste råd til at skabe et sæt smukke øjenbryn.

5 tips til et smukkere øjenbryn

Dine bryn skaber rammen om dit ansigt og hele dit udtryk. Derfor er det vigtigt du former og optegner dem på en måde der harmonerer med dit look og ansigt. Det kræver både tid, tålmodighed og vedholdenhed at få brynene til at spille, men følger du mine tips er du godt på vej til at få et flottere bryn.

Glem alt om trends
Glem det, glem det hele. Dine øjenbryn skal ikke skiftes ud fra sæson til sæson som om det var en læbestift. Jeg har både haft kunder og veninder som har brugt år (og tusindvis af kroner) på at genoprette skaden de lavede på deres bryn i 90’erne, da brynet skulle være tyndt som snor. Der er ingen garanti for at de plukkede hår kommer tilbage, så spar dig selv for pinslen af at skulle gro nye bryn hvert 3. år.
Dine bryn skal være dine. Følg altid deres naturlige form og vær varsom med at plukke dem tyndere. Personligt fjerner jeg kun “vilde” hår og eventuelt nogle få stykker på under- og oversiden, for at give en skarpere linje.

Tegn før du plukker
Inden du nærmer dig dit bryn, så gør dig selv den tjeneste at tegne dem op. En ivrig hånd udstyret med en pincet kan hurtigt resultere i fejlplukning, så sørg for at have nogle retningslinjer. Brug en hvid eye liner til at lave små streger hvor brynet skal starte og slutte, samt hvor “knækket” og over- og underkanten skal være. På den måde kan du også tjekke at højre og venstre bryn er (næsten) ens, før der er fjernet hår og eventuelle fejl ikke længere kan reddes.
Det er fint nok at tage udgangspunkt i den klassiske målemetode, for at finde de forskellige punkter på brynet, men husk dit bryn skal være dit eget. Slutter dit naturlige bryn en centimeter længere ude end hvad “skabelonen” mener det skal, så lad endelig være med at fjerne det. Det er retninglinjer, ikke regler.

Se skabelonen her

Få hjælp af en professionel
Der er ingen skam i at bede om hjælp, dette er faktisk en glimrende løsning på dine brynproblemer. Et enkelt besøg hos en professionel vil give dig det bryn du ønsker og du skal nu blot holde det ved lige. Tjek brynene efter dagligt og snup de hår du finder uden for “formen”. Personligt foretrækker jeg at få det gjort hos kosmetologer, da de ofte har mest erfaring med formgivning af bryn og giver mig muligheden for at smække benene op i skønne omgivelser i et lille kvarter. Bor du omkring København kan jeg også anbefale en tur ind til Benefit-pigerne i Sephora, som har godt styr på både formgivning og farvning af bryn.

Vælg dit værktøj
Når du har fundet den rette form, skal du finde de rette værktøjer til optegning af brynet og det kan være en prøvelse i sig selv. Heldigvis har jeg lavet en stor oversigt over de forskellige typer brynprodukter, så du nemt kan finde frem til det rigtige for dine bryn. Jeg nævner også mine personlige favoritter i indlægget, men vil lige tilføje at både Anastasia Beverly Hills og Benefit er eksperter i bryn og har alt du kunne ønske dig indenfor brynprodukter – og i rigtig god kvalitet.

Se guiden til brynprodukter her

Løft med lys
Som prikken over i’et bruger jeg altid en mat highlighter under mit bryn. Det giver et flot løft, hvilket får dig til at se yngre og friskere ud. Desuden gør det underkanten af dit bryn skarpere, så selv hvis du har et par vildfarne hår vil dit bryn se nyplukket ud. Grunden til jeg bruger en mat farve, er fordi det lyset rammer mest her og det vil derfor se mere naturligt ud med en mat farve frem for en med shimmer. Det letteste er at bruge en highlighter i blyantsform, tegne en lige linje under brynet og bruge en fast, flad øjenskygge pensel til at tone farven ned mod øjenlåget med.

Se min favorit highlighter her

Anmeldelse: Too Faced Melted Matte Liquified Lipsticks

too_faced_melted_matte

Jeg har længe været glad ved deres Melted Liquified Long Wear Lipstick, men synes også det er irriterende de smitter meget af. Godt nok bliver farven ved med at være intens på læberne (hvilket jeg ikke forstår kan lade sig gøre), men den laver aftryk på glas, mad og hvad læberne ellers rammer. Derfor så jeg meget frem til de nye matte læbestifter, eftersom disse skulle være kyssesikre.

I Danmark har vi fået 10 ud af de 18 eksisterende farver og selvom jeg gerne havde set Who’s Zoomin Who (en dyb blå) blandt de udvalgte, synes jeg faktisk vi har været heldige med farverne. De 10 farver som er tilgængelige i Danmark er:

  • Sell Out (brun nude)
  • Child Star (neutral nude)
  • Queen B (støvet nude med lilla undertoner)
  • Evil Twin (sort med lilla undertoner)
  • Unicorn (neon lilla)
  • Lady Balls (klassisk rød)
  • Bend & Snap (dyb hindbærrød)
  • It’s Happening (pink)
  • Drop Dead Red (dyb bærrød)
  • Feelin’ Myself (fersken med pink undertoner)

Jeg har købt Queen B, Bend & Snap og Evil Twin og min anmeldelse er baseret på disse tre farver.

too_faced_melted_matte_swatch

Emballagen er pæn og applikatoren er god til at komme rundt i kanter og kroge, så det er ikke en nødvendighed at bruge lip liner. Alle farverne (de tre jeg har + de tre jeg har prøvet i Sephora) er godt pigmenterede og dækker ved et enkelt lag — noget jeg sætter meget stor pris på. Læbestiften tørrer hurtigere end mange af de andre flydende læbestifter jeg har og det ser jeg som en fordel, eftersom jeg ofte har svært ved at holde læberne i ro i lang tid (jeg snakker meget). Formlen er mere tør på læberne end f.eks. Kat von D og Anastasia Beverly Hills, så har du i forvejen meget tørre læberne er det nødvendigt at bruge en læbebalm og eventuelt en scrub inden påføring. Ellers kommer farven ikke til at sidde pænt og vil føles ru.

Holdbarheden er god. Virkelig god. De smitter ikke af på noget som helst og jeg oplever også de holder sig pæne efter mad og drikke — med mindre du kaster dig ud i en fedtet burger. Eneste minus ved Melted Matte læbefarverne er, at de er noget nær umulige at friske op i løbet af dagen. Smider du et ekstra lag ovenpå, begynder farven er blive ujævn og produktet føles meget tørt på læberne. Det er dog ikke en dealbreaker for mig eftersom de har en meget lang holdbarhed, men alligevel noget man skal være opmærksom på.

Der findes helt sikkert flydende læbestifter som er mindre tørre og lettere at friske op, men Melted Matte vinder på farveudvalget. Selvom der kun er 10 at vælge i mellem, synes jeg det er nogle klædelige og specielle farver jeg endnu ikke har set hos andre. Derfor synes jeg bestemt de er et kig værd.

Too Faced Melted Matte læbefarverne koster 170 kroner stykket og kan findes i Sephora

I butikkerne nu // November 2016

marc_jacobs_holiday_2016

I dag er det lønningsdag og traditionen tro, tager vi et kig på nogle af de dejlige beauty-lækkerier der rammer butikkerne i denne måned. Nu er vi jo ikke langt fra jul og derfor er der en del limited edition gavesæt med i denne omgang. Det betyder også der er gode penge at spare, da du ofte får mere produkt (og ekstra lir) for pengene.
marc_jacobs_holiday_2016_2
Der er særligt to ting fra Marc Jacobs Beauty jeg har øje på i denne måned og det ene er Up All Night sættet, hvor du får fem mini læbestifter (5 x 1,7 gram) i farverne Scandal, Oh Miley, Slow Burn, No Angel og Miss Scarlett. Læbestifterne kommer i den fineste clutch i metallisk pink/fuchsia, som er den perfekte størrelse til aftenens nødvendigheder. Mængden af læbestift i Up All Night svarer til to full size Marc Jacobs læbestifter (plus et gram ekstra) som ligger til 250 kroner stykket, så prisen er meget pæn i forhold til hvad du får i produkt og accesories.

Marc Jacobs Up All Night Set koster 320 kroner og kan findes i Sephora
marc_jacobs_holiday_2016
Min anden store kærlighed fra Marc Jacobs er Style Eye-con No. 20 paletten. Udover at farverne er fantastisk godt valgt, er jeg vild med at de i år har givet emballagen et guldlook. De 20 øjenskygger er en god blanding af matte og shimmer i både neutrale og mere farverige nuancer. Der kan laves mange looks med denne palette alene og det er altid et stort plus for mig. Ligesom med læbestifterne får du en del mere produkt for pengene i forhold til de permanente paletter med syv farver i hver, så det kan godt betale sig at smide de ekstra moneter efter denne i stedet.

Marc Jacobs Style Eye-con No. 20 paletten koster 760 kroner og kan findes i Sephora
mufe_holiday_2016
Trods den langt mindre fancy indpakning, synes jeg også Artist Palette Vol. 4 fra Make Up For Ever er et kig værd. I paletten får du ni farver, alle med mat finish. Alle farverne kan findes i det permanente soritment, men fordi vi ikke har alle farverne her i Danmark er den alligevel i limited edition-kategorien — i hvert fald hvis du spørger mig.

Make Up For Ever Artist Palette Vol. 4 kan købes i Sephora og koster omkring 315 kroner
rimmel_the_only_1_matte
Sidste år lancerede Rimmel deres nye The Only 1 læbestifter og nu udvider de serien med 10 nye farver i mat finish. Jeg har endnu ikke prøvet dem, men hvis de bare er halvt så gode som de originale (som fik en plads blandt Årets Bedste Makeup sidste år) er de alle pengene værd. Farveudvalget er som sædvanlig meget traditionelt, men egentlig er det en meget god ide. Det er jo netop de klassiske farver som bruges ofte, jeg gerne vil have i bedst mulig kvalitet.

Rimmel The Only 1 Matte koster 79,95 kroner og kan bl. a. findes i Matas

my_moments_matas
Matas har netop lanceret en hel nye serie af ansigts- og kropspleje. My Moment opfordrer os til at prioritere mig-tid med gode produkter med skønne dufte og lækre konsistenser — alt sammen til en fornuftig pris. Jeg er allerede fan af deres No Stress Shower Gel og Helping Handcream og jeg glæder mig til at prøve mere fra serien.

My Moments by Matas produkter koster mellem 99-199 kroner og kan findes i Matas
cnd_ridge_fx
CND er mit absolut favoritmærke, når det handler om neglepleje. Den nye RidgeFx bruges som base coat under neglelakken (eller alene med top coat), for at gøre neglen jævn og fin. På den måde kan du undgå at file på din naturlige negl, for at opnå en glat overflade.

CND RidgeFx koster 125 kroner og nærmeste forhandler oplyses på tlf: 33 32 33 22
kvd_too_faced_lipstick
Kat von D har samlet seks af af hendes bedst sælgende Everlasting Liquid Lipsticks, samt to helt nye farver (som endnu ikke kan købes enkeltvis) og lavet det lækreste mini sæt. Indholdet i hver mini svarer til omtrent en halv full size læbestift, så du sparer faktisk næsten 50% og du har en del flere farver at bruge af. Farvene du får i sættet er: Mother, Echo, L.U.V, Lovesick, Santa Sangre og Backstage Bambi, plus de to nye farver Roxy og Plath.

Kat von D Everlasting Mini Liquid Lipstick Set koster 360 kroner og kan findes i Sephora

Too Faced har også samlet et lille sæt læbefavoritter, hvor du får tre Melted farver (Fig, Chihuahua og Honey) og én Melted Matte i farven Lady Balls. Læbestifter indeholder 5 ml og en full size indeholder 7, så det er en virkelig god deal — især hvis du alligevel havde overvejet en eller to af farverne.

Too Faced Merry Christmas Set koster 195 kroner og kan findes i Sephora
yves_rocher_bath
Jeg er stor fan af Yves Rochers badeprodukter og det er derfor altid en glædelig dag, når limited edition varianterne dukker op. I år har de valgt de tre dufte: Clementine & Spices, Cranberry & Almond og Pear & Cocoa. De tre dufte kan både fåes som shower gel, body lotion, håndcreme, håndsæbe, body scrub, læbe balm og eau de toilette.

Yves Rocher bade produkterne koster mellem 15-79 kroner og kan findes på yves-rocher.dk

too_faced_holiday_2016
Too Faced har også en palette på banen netop nu. The Chocolate Shop indholder 21 øjenskygger (hvoraf tre er i dobbelt størrelse), én highlighter, én blush og én bronzer, samt Shadow Insurance, Better Than Sex Mascara og Melted Lipstick i minis. Der er åh-så mange af disse farver jeg spår til at blive favoritter og jeg elsker at den både indeholder matte og shimmer øjenskygger, plus du har (næsten) alt du skal bruge for at lægge en makeup.

Too Faced The Chocolate Shop koster 440 kroner og kan findes i Sephora

Det bliver spændende at se om der overhovedet bliver råd til julegaver til resten af familien i år, for jeg har på fornemmelsen der kommer til at ligge mange ‘fra-mig-til-mig’-gaver under træet i år.

Hvad skal du shoppe i november?