10 myter om skønhed du ikke skal tro på

myter_om_skoenhed

Det er jo altid dejligt når vi piger (og drenge) kan give hinanden gode råd og tips når det gælder makeup og hudpleje. Desværre resulterer det dog også nogle gange i at vi holder nogle myter i live som gør mere skade end gavn. Dem vil jeg rigtig gerne af med, så derfor har jeg lavet dette indlæg med 10 af de myter jeg har hørt mest på det seneste og som jeg meget gerne vil begrave.

“Neglelak har bedst af at blive opbevaret i køleskabet”
Det er rigtigt nok at neglelakker har bedst af at stå et køligt sted, men køleskabet er alt for køligt – det er koldt. Kulden vil skabe kondens i flasken og ødelægge konsistensen, hvilket dræber din lak. De skal bare være ude af direkte sollys og så kan de sagtens tåle en almindelig stuetemperatur.

“Foundation er dårligt for huden/ælder huden”
Denne myte var måske sand for maaaange år siden, men i dag er langt de fleste foundations næsten ligeså plejende som vores cremer og derfor er der (hvis du vælger den rigtige til din hudtype) kun positive bivirkninger at hente. For eksempel virker den beskyttende både i forhold til solen og forurening. De fleste indeholder også fugtgivende ingredienser og endda nogle gange anti-age pleje.

“Brug natron og citron mod hudorme”
Her er en myte som virkelig kan gøre skade. Alene citronjuicen er alt for hård mod ansigtet og din hud bliver solfølsom. Det er absolut ikke anbefalelsesværdigt at lave sin egen “frugtsyre” derhjemme og selvom du måske kan mindske synligheden af porerne for en kort stund har du ikke “dræbt” hudormene, men derimod irriteret og udtørret din hud. Desuden kan du opnå præcis samme resultat med en god peeling som er lavet til dette formål uden at skade din hud.

“Put tandpasta på bumser”
Tandpasta er kun til din mund. Det er alt for skrapt til huden og du kan ende med en rød og irriteret hud eller i værste fald brændmærker (jeps, jeg har selv været der). Ideen om at udtørre en bums (selvom dette kun virker optimalt hvis du har fjernet pus først) er nu god nok, men det klares meget bedre med en rensende lermaske – som også er god ved din hud.

“Hår bliver grovere/tykkere af at barbere dem”
Du ændrer ikke strukturen af et hår ved at skære det over, som jo er det du gør når du barberer dig. Fordi du skærer hårstrået over vil det føles mere stift og stikkende, hvor et hår der er helt vil være tyndere ud mod enden og derfor føles blødere. De kan altså godt føles forskellige, men hårene bliver hverken mere synlige, grove eller tykkere på grund af barbering.

“Brug hårspray til at sætte makeuppen med”
En holdbar makeup er klart at foretrække, men dette er næppe måden at opnå det på. Uanset om du sprayer meget på, sprayer lidt på eller ikke sprayer direkte på huden, er det ikke en god ide. Hårlak er skrappe sager og det hører ikke til i dit ansigt. Du kan ende med en rød og irriteret hud, en tør og dehydreret hud eller endda slå ud i en eksemlignende tilstand. Der findes masser af rigtig gode setting sprays derude som har skabt til at give en langtidsholdbar makeup, samtidig med din hud holdes pæn og glad. Se mine tips til en holdbar makeup lige her.

“Undgå cremer med vand i om vinteren fordi de fryser på huden”
Denne myte er jeg rendt ind i et utal af gange, men det gør den altså ikke mere sand. En creme som indeholder vand vil aldrig fryse på din hud – prøv at tænk på hvor hurtigt sne der lander på dit ansigt smelter. Ikke engang steder hvor der væsentligt koldere end Danmark vil cremen fryse på din hud. Det er dog også nødvendigt at der er olie (ikke mineralske) i cremen fordi den forhindrer fugten i at fordampe fra din hud.

“Vaseline/Castor oil gør det samme som vippe-/brynserum”
Brug af mascara, gnidning når du fjerner den igen eller hvis du sover med den på, slider meget på vippehårene. Slitagen gør hårene mindre stærke og ofte også kortere. Derfor vil al pleje/beskyttelse af hårene give vipper der ser sundere ud og muligvis også er lidt længere. MEN. Det er på ingen måde det samme som at bruge et serum. De forskellige sera gør hårets vækstfase længere, hvilket giver et længere hår og forlænger hvilefasen så de sidder længere tiden inden de ryger af. Det vil du aldrig opnå med vaseline eller castor oil.

“Skin tonic er overflødig”
Denne myte er lidt svær for den er sand for nogle, men falsk for andre. Normal hud kan for eksempel sagtens undvære det, men jeg ville aldrig skippe den på en dehydreret hud eller en fedtet/uren hud. Her kan den både kan hjælpe med at tilføje og binde fugt eller hjælpe med at balancere fedtproduktionen. Det kommer altså helt an på hvem du er og hvilken type hud du har, om den er overflødig eller ej.

“Fedtet hud behøver ikke creme”
Alle hudtyper har brug for både fugt og beskyttelse og det får du altså kun ved brug af creme. Der er selvfølgelig stor forskel på hvilken creme de forskellige hudtyper har bedst af, men ingen har godt af at skippe den. En fedtet hud kan sagtens blive dehydreret hvis du frarøver den cremen og det kan betyde nye problemer i form af øget sensitivitet, tilstopning af porerne og besvær med at optage andre produkter.

Husk: Selvom man altid deler ud af sine råd i en god mening, så husk at det der virker for dig ikke nødvendigvis er godt for andre og at noget der virker nu sagtens kan give bagslag senere hen.

NARS All Day Luminous Foundation

nars_all_day_luminous_foundation_1

All Day Luminous Foundation er en oliefri letvægter. Den er helt flydende, i stil med MACs Face & Body foundation eller Maestro Foundation fra Giorgio Armani. Den lette konsistens gør at foundationen føles let på huden, men også at den er nem at tone pænt ud så man ikke risikerer den sidder i kager – uanset hvilket redskab man bruger til påføringen (har testet med både pensel, svamp og fingre).

Indpakning
Emballagen består af en flakon af glas (så pas på badeværelsesgulvene), en pumpefunktion og et låg. Det eneste minus ved indpakningen er, at pumpen let kan skrues af. Derfor er det vigtigt at man ikke kommer til at skrue låget når man sætter det på igen, da det kan resultere i en utæt foundation. Det lærte min sofa på den hårde måde. Når låget er på er den dog sikker at have med på tur.

nars_all_day_luminous_foundation_3

Dækning
Dækkeevnen afhænger af hvor meget produkt du bruger. Den kan give en let til næsten fuld dækning. Med 1,5 pump synes jeg den dækker det meste, men uden at gøre huden “flad” at se på. Du ser stadig levende ud. All Day Luminous Foundation lever op til sit navn for den giver mere glød end de fleste foundations jeg har prøvet, hvilket også betyder at den ser mere naturlig ud på huden trods den høje dækkeevne.

Holdbarhed
Holdbarheden er ganske udemærket, både med og uden primer (vil dog ikke undvære primeren på en fedtet hud). Jeg har brugt den både på korte dage (4-5 timer) og på lange dage (10-12 timer) All Day Luminous Foundation holder sig perfekt på mig de korte dage, men så snart vi krydser de 9-10 timer begynder den at skinne og falme lidt. Det trækker dog ikke ned i karakter hos mig, for det er altså de færreste (læs: ingen) foundations som kan holde sig perfekt på mig i mere end 8-10 timer. Faktisk får denne ekstra point fordi jeg blev fanget i regnen en dag og foundationen stadig var at finde i mit ansigt efter hjemkomst.

nars_all_day_luminous_foundation_2

All Day Luminous Foundation er drøj, nem at påføre og føles let og behagelig på huden (jo mere du bruger, jo “tungere” føles den). Den holder godt og ser pæn og naturlig ud. Faktisk giver den mig alt det jeg leder efter i en foundation og så gør den lette konsistens den perfekt til at blande op i en dagcreme, hvis man ønsker en meget let dækning (ala BB cream). Desuden findes den i intet mindre end 20 forskellige nuancer, så der er også et match til de meget lyse og de mørkere hudtoner.

All Day Luminous Foundation fra NARS koster 320 kroner og kan findes i Sephora fra februar 2015.

10 gode beautykøb på budget

bedste_beauty_kob_på_budget

1. Clearasil Wash & Mask 79,95 kroner // 2. Sephora Kiss Me Balm 75 kroner // 3. ACO Håndcreme 27 kroner // 4. Batiste Dry Shampoo 39 kroner // 5. Real Techniques pensler 56-283 kroner // 6. Sleek i-Divine Paletter 72 kroner // 7. Yves Rocher Hydra Vegetal Mask 75 kroner // 8. Maybelline Color Tattoo 49,95 kroner // 9. NYX Soft Matte Lip Cream 76 kroner // 10. LUSH Cosmetics Lemony Flutter Cuticle Butter 64 kroner

Selvfølgelig skal vi have et indlæg om gode fund til prisen i starten af januar. Vi har jo netop knaldet alle vores hårdtoptjente penge af på fest og farver, samt julegaver til både vores kære og os selv. Det er ofte sådan at man får hvad man betaler for, men heldigvis sker det også af og til at vi får et rigtig godt produkt til små penge. Det gør du for eksempel ved at investere i produkterne på billedet ovenfor. De er alle nogle af mine favoritter og kan købes for under 80 kroner.

 

5 øjenskygger til vinteren

best_winter_eyeshadows

Jeg har allerede vist jer de fem læbestifter som er kommet længere frem på hylden i anledningen af at det er blevet vinter, men de skal naturligvis have nogle øjenskygger at følges ad med og det bliver primært de fem på billedet ovenfor. Øjenskyggerne fra Armani og e.l.f. er gamle favoritter, særligt førstnævnte er blevet brugt meget. Macaron Vanille er en supergod highlighter som jeg både bruger under brynet, men også på kindbenene. Den er mat uden at blive kalket og så passer den til alle hudtoner. Glæder mig helt vildt til at lege noget mere med Beetle Green og den nye Artist Shadow fra MUFE, men de kommer nok kun til at blive luftet til de festlige lejligheder.

best_winter_eyeshadows_swatch

 

Har i nogle go-to øjenskygger?

Hvad jeg bruger (og IKKE bruger) kokosolie til

coconut_oil

Er kokosolie det nye sort inden for skønhed (og sundhed)? Jeg ser lister overalt på nettet med 100+ ting man kan bruge olien til. Det er nu ingen nyhed for mig at kokosolien er alsidig da jeg har brugt den siden jeg var barn (det kommer fra min kenyanske mor), men synes det har taget overhånd nu. Ja der er masser af ting du kan bruge den til, men det betyder ikke at den altid er det bedste valg. Nedenfor kan du læse hvad jeg gerne skifter ud med kokosolien og derefter hvad jeg aldrig vil bruge den til.

Ting jeg bruger kokosolie til:

  • Bodylotion (særligt til spædbørn)
  • Hårkur (selvom det er en lidt fedtet fornøjelse)
  • Hjemmelavede bodyscrubs
  • Madlavning
  • Hjemmelavede lip scrubs
  • Neglebåndscreme (når jeg er løbet tør)
  • Makeupfjerner (altid efterfulgt af et “rigtigt” renseprodukt)
  • Barbercreme (meget billigere end barberskum og mindst ligeså godt)
  • Rense makeuppensler

Ting jeg ikke vil erstatte med kokosolie:

  • Tandpasta
  • Ansigtscreme
  • Creme mod forkølelsessår
  • Solfaktor (det er kun omkring faktor 4-7)
  • Deodorant
  • Lanolin på ammende bryster

Desuden er der også forskel på renheden og kvaliteten af de forskellige kokosolier, så det er ikke altid bedst med den billigste. Jeg bruger selv den økologiske ekstra jomfru kokosolie fra Urtekram og hvis det skal være uden kokossmagen/-duften i kosmetik køber jeg det hos Urtegaarden.

Bruger i kokosolie til hud-, hår- og kropspleje?

De 5 bedste top coats

best_top_coats

Chanel Top Coat Velvet // Poshé Super-Fast Drying Topcoat // Formula X Shine Top Coat // Vinylux Weekly Top Coat // Seche Vite Dry Fast Top Coat

Det er jo altid sjovt at se på nye spændende lakker i smukke farver, men hvad ville de være uden en top coat? Din top coat kan både øge holdbarheden af din manicure, gøre den ekstra skinnende, gøre den mat og udglatte eventuelle ujævnheder så det hele ser smukt og professionelt ud. Kort sagt, den er de ekstra minutter værd.

På billedet ovenfor kan du se nogle af mine egne favoritter sammen med Poshé som jeg meget gerne snart vil afprøve. Den bliver rost til skyerne på rigtig mange negleblogs og de må jo om nogen vide hvad der er godt.

Du kan læse lidt mere om min oplevelse med Formula X lige her og Vinylux her.

 

Årets favoritter 2014


Warning: Illegal string offset 'discover' in /var/www/cabgfx.com/evak/wp-includes/class-oembed.php on line 204

Velkommen til 2015 og håber i alle kom godt ind i det nye år. Jeg selv sad i nattøj, uden makeup og med nytårshat på og lavede dette indlæg til jer. Men skønt var det og der var både lækker mad, champagne og kransekage sammen med de tre bedste mennesker jeg kender.

Jeg synes nemlig lige vi skulle tage et kig på nogle af de allerbedste ting fra 2014, inden vi tager hul på nye sager i 2015. Som en ekstra lille spændende feature, har jeg spurgt rijaH om hun ikke ville give sine favoritter fra 2014 med på vejen og det ville hun heldigvis gerne. Det er en lidt lang video, men jeg lover der er nogle gode produkter at komme efter.

Rigtig skøn 1. januar til jer alle sammen.

Året der gik (2014)

tak

Om få timer er 2014 slut. Lige om lidt skal vi til fest og når vi vågner igen, er det starten på et helt nyt år med masser af nye muligheder. Mere spændende bliver det altså ikke. Dog vil jeg gerne, her på falderebet, se lidt tilbage. Tilbage på nogle af alle de indlæg som jeg har udgivet her på bloggen i år, for det er ikke så lidt der er sket.

De første par måneder bloggede jeg faktisk slet ikke, fordi jeg var så syg og dårlig på grund af jeg var gravid med min datter Lily og derfor starter vi i marts måned. Der har dog været rigeligt at tage af alligevel, så ingen bekymringer – her er massere af læsning.

I marts kiggede jeg lidt tilbage på hvilke produkter jeg har genkøbt mest over årene, for det er vel i virkeligheden det største kompliment man kan give. At man har lyst til at investere i det samme igen og igen.

I april gav jeg mine allerbedste råd til hvordan man kommer opnå den mest succesfulde bikinivoks og hvordan man kommer mest smertefrit i gennem den.

I maj anmeldte jeg den meget populære Konjac Sponge som jeg stadig bruger af og til. Dog bliver den mest brugt på kroppen og mine unger skal til at have deres egne – den er nemlig meget mildere end de klassiske badesvampe og derfor geniale i babybadet.

I juni testede jeg Formula X neglelakkerne og top coaten som kom i de danske Sephora butikker i foråret. Resultatet overraskede mig enormt meget og jeg overvejer stadig at udvide min samling betragteligt.

I august arbejdede jeg hårdt på at få færdiggjort mit hudplejekursus med Lily på armen (jeg er nu mester i at stable puder op så man kan amme og skrive på computer samtidigt) og min Cab knoklede løs med det nye design som jeg stadig elsker.

I september anmeldte jeg den nye hudplejeserie Skin Perfection fra L’Oréal, hvor jeg fandt en fremtidig favorit til de der dage hvor der kun er tid til det allervigtigste. Senere på måneden blev endnu en nyhed en fast del af min hudplejerutine.

I oktober fik jeg endelig prøvet den mest omtalte neglelak fra 2014 og så var det endda Cab der købte den til mig.

I november gav jeg nogle rigtig gode tips til hvordan du holder din hud smuk om vinteren og så forelskede jeg mig også i et nyt læbeplejeprodukt – noget som ikke er sket i seks (6!) år. Dette var også måneden hvor jeg lavede min første quiz, der var superpopulær (prøv den her).

Her i december har jeg delt en masse gode tips til hvordan man får sin makeup til at holde hele natten og hvordan du redder din hud og krop dagen derpå. Sidst, men ikke mindst fandt jeg frem til de 12 mest uundværlige neglelakker fra 2014.

Men så er der vidst ikke andet at sige end tusind tak for i år, både gamle og nye læsere. Vi ses i 2015 som absolut ikke bliver kedeligt, for jeg har stadig masser af spændende sager oppe i ærmet.

Rigtig godt nytår.

Kærlig hilsen

Eva

 

12 neglelakker til nytårsfesten

new_years_nail_polish

1. Chanel Coup de Coeur // 2. Essie Style Cartel // 3. Mavala Moonstone // 4. Formula X Law Of Attraction // 5. Deborah Lippmann Mermaid’s Dream // 6. NARS Space Odyssey // 7. L’Oréal Color Riche Totally D’Accord // 8. Vinylux Chiffon Twirl // 9. Ciaté London Baby // 10. Chanel Orage // 11. Depend Nr. 426 // 12. Essie Dress To Kilt

Nu skal jeg godt nok holde børnevenlig fest herhjemme til nytår, men derfor skal jeg stadig dresses op og have en lækker lak på tipperne. Jeg ved dog endnu ikke hvordan tøjet bliver så har valgt 12 festlige neglelakker som jeg hurtigt kan snuppe en fra når garderoben er på plads. Der er alt fra den meget afdæmpede og klassiske dybe blå Style Cartel fra Essie til vild glitter som Law Of Attraction fra Formula X, så jeg er helt dækket ind uanset hvad.

Hvilken lak skal du have på til nytår?

Bliv klar til årets største fest

new_years_prepping

Nytårsfesten er lige om hjørnet og selvom de fleste forberedelser er rettet mod selve eventet, så skal vi ikke glemme at dette er den fest i år som man næsten skal bruge lidt ekstra krudt på at gøre sig smuk til. Jeg har kigget hele bloggens lidt over 900 indlæg i gennem og valgt nogle af dem som kan hjælpe med din nytårsprepping – værsågod:

Håber mine tips kan gøre din nytårsprepping lidt mere overskuelig.