Ansigtscremen du mangler (og 3 favoritter)

Hvis jeg kun måtte anbefale én creme, ville det være en der er bossen af at styrke hudbarrieren og derved mindske fugttab. Mangel på fugt er roden til mange hudproblemer. Rødme, milier, tekstur og stramhed i huden – bare for at nævne nogle stykker. Derfor er det essentielt for enhver hudplejerutine, at en sådan creme er tilstede. Men hvilken skal du vælge? Svaret er: en med ceramider!

Sunday Riley ICE Ceramide Cream

To krukker har jeg været igennem nu og det er der god grund til. ICE er spækket med ceramider, vitaminer og antioxidanter, som resulterer i en gennemfugtet, glødende hud. Du får også beskyttet huden mod miljømæssige stressfaktorer, hvilket er gavnligt for alle, men perfekt for 30+ segmentet. Cremen er rig, men hverken tung eller fedtet – har du fedtet eller kombineret hud er den bedst i de køligere måneder.

ICE kan findes hos SEPHORA og koster 529 kroner

Drunk Elephant Lala Retro Whipped Cream

Adskillige planteolier, ceramider, hyaluronsyre og antioxidanter, giver denne skønhed en plads på listen. Lala sørger både for at tilføre fugt, men også binde den til huden. Hudens syrekappe (den der spiller dørmand for bl.a. bakterier og svamp) bliver styrket og bakker barrieren op. Fordi formlen er ‘pisket’, er konsisten let og komfortabel. Det gør den perfekt til sommerbrug og kombineret hud.

Lala Retro kan findes hos Cult Beauty og koster ca. 430 kroner

Dr Jart+ Ceramidin Cream

Med et særligt kompleks lavet på 5 forskellige ceramider, har Ceramidin cremen vundet en særlig plads i mit hjerte. Den er i særdeleshed god til hud der skaller, har rødme eller på anden måde er irriteret. Jeg har sågar brugt den på min datters eksem og den var det eneste der fjernede det helt. Barrieren styrkes, fugten bindes og huden føles mindre stresset. Det er én af de cremer der altid bør være på lager.

Ceramidin Cream kan findes hos SEPHORA og koster 349 kroner

Fællesnævneren blandt disse tre favoritter er – sjovt nok – ceramider. Disse små lipider findes naturligt i huden og er med til at holde sammen på hudens barriere. Når der er huller i barrieren, vil huden være mindre modstandsdygtig og tabe fugt – noget af det værste vi kan gøre mod vores huds sundhed. Ceramiderne hjælper til at styrke huden og det er der mange positive bivirkninger ved. Huden vil opleves opstrammet, glattere og fyldigere, samt mindre sensitiv.

Så der er altså god grund til at slutte sin hudplejerutine af med et ceramide-produkt – alle dage, hele året rundt.

Hvorfor det er forkert at sige uren hud (og andre fjollede udtryk)

Selvom jeg elsker hudpleje og velvære, er der alligevel tidspunkter, hvor jeg kan mærke en snert af irritation, over de signaler vi sender i branchen. Nu gør jeg mit for at ændre det. For der er ikke noget værre end at brokke sig, uden at gøre noget ved sagen. Jeg inviterer dig til at bruge kommentarsporet, hvis du vil tilføje noget eller bare er dybt uenig med mig.

“… det har altså stadig en smag af “ungt er godt, ældre er skidt” og det er lige præcis dét jeg gerne vil komme til livs.”

Anti-age

Det er en gammel traver, men synes alligevel stadig den skulle med. For jeg er mindre end begejstret for det ord, der i mange sammenhænge har erstattet det. Nemlig ‘age-delay’. Jeg kan godt se tanken bag var god, MEN det har stadig en smag af “ungt er godt, ældre er skidt”. Det er lige præcis dét jeg gerne vil komme til livs. Der er ingen skam i at blive ældre. Tværtimod! Det er smukt at kunne se et menneske har levet livet – især når det er i form af strækmærker, ar og smilerynker.
Du kan sagtens have en smuk, sund og glødende hud, men samtidig have spor af livet.
Der sjove er, der slet ikke er brug for et ord. Tager vi en creme, der siger den er ‘anti-age’, vil den indholde noget der f.eks. enten udglatter, ensarter hudtonen eller sætter skub i kollagendannelsen. Hvorfor ikke sige det? Ligesom vi siger en ‘eksfolierende maske’, kan vi vel også navngive ‘antiage’ produkterne efter hvad de specifikt gør.

“… faktisk er langt de færreste der står med normal hud og så er det vel per definition ikke normalen.”

Normal hud

Det absolut mest fjollede ved dette begreb er, at det er langt de færreste der har normal hud. Så er det vel per definition ikke normalen. Hvis noget, skulle kombineret hud kaldes normal hud. Det er det de fleste af os går rundt med.
Jeg ved godt det kommer af, at porerne har en mellemstørrelse og produktionen af olie er ikke for lidt og ikke for meget – meget Guldlok agtigt. Personligt stemmer jeg for at kaldes det balanceret hud, da det betyder der er en god balance i produktionen af hudens eget fedtstof. Hvilket også er det vi stræber efter, når vi plejer vores hud. En glad, sund og balanceret hud er målet.

Uren hud

Når noget ikke er rent, er det beskidt. Det er ikke det uren hud drejer sig om. Derfor bliver jeg trist over denne betegnelse. Det får også mange til automatisk at tænke “nu må jeg hellere rense og skrubbe min hud rigtig meget”, hvilket ikke er løsningen på hud med tendens til at slå ud. I stedet står du nu med en sensibiliseret hud, der er også er dehydreret – og stadig slår ud. Ingen vinder her!

Uren hud skelner heller ikke mellem hudorme, milier, cyster, papler (røde bumser) eller pustler (de betændte bumer). Det giver også anledning til en del forvirring, for de forskellige opstår af meget forskellige grund. Derfor er løsningen – sjovt nok – heller ikke en one size fits all model.

“Jeg ville ønske der var en smule mere tiltro til vores lovgivning på området og mindre blind tillid til Kemiluppen.”

Om “rene” produkter

Rene produkter

Magen til misvisende betegnelse skal man lede længe efter. Hvad der kvalificerer sig som “rent” afhænger helt af hvilket mærke du spørger og graden af “renhed” er også meget varierende. Det giver også andre mærker – der ikke skilter med forvirrende påstande – et spark nedad. Ofte har jeg stået med en kunde, der har bedt om eksempelvis en creme, men frabedt sig at der var “alt muligt lort i” eller at den skulle være “uden farlige kemikalier”. Jeg ville ønske der var en smule mere tiltro til vores lovgivning på området og mindre blind tillid til Kemiluppen.


I sidste ende kan hvilken som helst ingrediens (ja, også de “rene”, økologiske) forårsage allergi. Kender f.eks. flere der lider af vandallergi, men det er jo ikke ensbetydende med alle vi andre skal holde os fra det. Det handler i højere grad om koncentrationen og kombinationen af de forskellige ingredienser. Det gør Kemiluppen sig bare ikke i.

Så det er sidste gang du læser disse ord – uden citationstegn – her på bloggen.

New nudes fra Kat von D – nøgne læber til alle hudtoner

Jeg holder meget af mangfoldighed og faktisk foretrækker jeg den lidt skæve, uperfekte skønhed frem for den klassiske og polerede slags. Derfor gør det mig også helt varm indeni, hver gang jeg ser et mærke udvide sit sortiment, for at ramme flere forskellige hudtoner. For jeg husker stadig, da jeg tilbage i 90’erne måtte gå forgæves i Matas – og mange andre butikker – efter en foundation. Eller concealer. Eller pudder. Eller noget som helst makeup i virkeligheden. Det gjorde lidt ondt. Som spæd teenager vil man gerne kunne gøre, det samme som veninderne, men det kunne jeg ikke. Det lyder måske mærkeligt i dine ører, men jeg følte mig sær og på en måde ligegyldig.

Det er også derfor, jeg bliver ekstra glad, når nogen har tænkt længere end til egen næsetip. Når en person som Kat von D vælger at lave en kollektion af nude læbestifter, der passer alle fra de lyseste (for de har sjovt nok også ofte måtte gå forgæves) og hele vejen over til de mørkeste, så bliver jeg glad. Rigtig glad endda. At formlen også er gjort (endnu) bedre, prisen er fair og holdbarheden bedre end noget andet, er blot en ekstra bonus.

De seks nye nude Everlasting Liquid Lipsticks har jeg erhvervet mig intet mindre end fem af og jeg fortryder intet. Sanctuary er blevet min go-to nude, når jeg har kolde farver på. Hawkwind er nu min ride or die neutrale nude og Crucifix er til de dystre, vampede dage. Ludwig og Ophelia bliver flittigt brugt i midten af læberne, sammen med én af de mørkere nuancer, for at skabe en naturlig ombre effekt.

Så tak, Kat von D. Tak for de gode læbestifter og tak fordi jeg blev inkluderet.

Til venstre har jeg Sanctuary på og til højre har jeg Crucifix på.

Eva elsker… Renseolier

1. Lancôme Miel-en-Mousse 265 kroner // 2. Pañpuri Purifying Oil 395 kroner // 3. Ole Henriksen Pure Truth Melting Cleanser 275 kroner // 4. Caudalíe Make-up Removing Cleansing Oil 169 kroner

En stresset hud er en trist hud. Jeg vil gerne have glad hud og det vil du også, for glad hud er lig med sund hud. En smuk hud. For megen hiv og slid stresser huden og gør den slap – særligt huden omkring øjnene er udsat i forhold til dette. Derfor er det også vigtigt at fjerne makeup og rense huden så skånsomt som muligt, hvilket er årsagen til jeg bruger renseolie.

Renseolie kan bruges af alle hudtyper (selv fedtet hud har godt af en olierens) og er den absolut mest effektive og milde måde, at fjerne makeup på. Al makeup smelter af huden, selv vandfast mascara må kaste håndklædet i ringen og pænt glide af. Du slider hverken på huden eller vipperne, så det er en sejr på alle kanter. Det er i øvrigt også det eneste der giver mig følelsen af at være 100% fri for solcreme og foundation, så jeg kan ikke undevære den. Heller ikke bare en enkelt aften.

Én af de ting jeg elsker ved renseolier (altså udover den effektive afrensning) er, at de kommer i mange forskellige varianter. Om du er mest til balmer, flydende, faste, gelée eller sågar stift, er der en renseolie til dig. Lige nu er jeg glad for geléen (særligt Pure Truth Melting Cleanser fra Ole H), men jeg er vild med det hele og at skifter gerne ud efter humør.

Jeg ved godt det kan være en angstprovokerende tanke at skulle rense sit ansigt med olie, men prøv det. Det virker! Bryder du dig ikke om følelsen på huden (de fleste efterlader en tynd, men åndbar hinde), kan du fjerne renseolien med vatrondeller eller en vaskeklud – eller bruge double cleansing-teknikken ligesom jeg gør.

Mine favoritter lige nu..? Dem kan du spotte på billedet øverst i indlægget.

Psst…. Jeg kan også varmt anbefale at tage et kig på Ceramide Replenishing Cleansing Oil fra Elizabeth Arden.

Månedens ønsker // Juni 2017

Det er ved at være længe siden jeg har shoppet k-beauty og abstinenserne er ved at blive alvorlige. Glæder mig til igen at have tid til at hygge rundt på nettet og ikke bare tænde computeren for at få streget noget ud på to-do listen. Når det sker vil det blive disse ni ting jeg kaster mine penge efter:

1. Laneige Fresh Brightening Cleansing Oil (ca. 214 kroner, eBay)
Denne har ligget i min kurv på eBay et godt stykke tid, men har endnu ikke fået klikket den hjem, da andre renseolier er kommet den i forkøbet. Jeg har hverken hørt eller læst noget om den, men tanken om en rens der både fjerner snavs og giver glød, tiltaler mig meget.

2. Whamisa Organic Flowers Toner Deep Rich (ca. 240 kroner, eBay)
I alle de videoer og indlæg jeg har læst om 7 Skin metoden, bliver denne toner nævnt med utrolig varme ord. Derfor har jeg besluttet mig for at det er lige præcis denne jeg selv skal bruge til min næste k-beauty udfordring.

3. Mizon Let Me Out Byebye Blackhead 3-step Kit (275 kroner, Beaumonde.dk)
Jeg er vild med ideen om en varm og kold maske, men dem jeg har prøvet indtil videre har ikke været synderligt gode. Derfor har jeg dette sæt på ønskelisten, for Mizon har før overrasket positivt og det håber jeg de gør igen.

4. Dr. Jart+ Ceramidin Liquid (305 kroner, Sephora)
Dette serum har været nævnt et par gange her på bloggen. Det blev hurtigt en favorit, men desværre havde jeg kun en rejsestørrelse og den er nu tom Det kan mærkes på huden og derfor bliver jeg nødt til at eje den fulde størrelse (som indeholder intet mindre end 150 ml), så jeg igen kan komme min dehydrerede hud til livs.

5. Too Cool For School Pumpkin 24K Gold Mask Sheet (50 kroner, Sephora)
Ud af de 31 masker jeg prøvede i december, var denne én af de fem bedste. Jeg har brugt nogle stykker siden da, men nu er der ikke flere i min sheet mask-skuffe – ja, sådan en har jeg faktisk – og derfor skal der købes ind igen.

6. Blithe Vital Treatment 5 Energy Roots (295 kroner, Beaumonde.dk)
Over de seneste måneder er jeg blevet mere og mere hooked på essenser. Mit næste køb skal være denne fra Blithe, som skulle give en mere smidig hud og bekæmpe tørhed ved hjælp af bl.a. gingko biloba.

7. Manyo Factory Treatment Lip Serum (169 kroner, Beaumonde.dk)
Jeg har prøvet et par produkter fra Manyo Factory, som begge hittede stort. Derfor kunne jeg godt tænke mig at prøve noget mere og eftersom jeg er afhængig af læbeprodukter, tænker jeg denne ville være et meget passende køb.

8. Glow Recipe Watermelon Glow Sleeping Mask (ca. 300 kroner, Glowrecipe.com)
Udover det vidunderligt tøsede og bløde design, kan denne natmaske (med hjælp fra lidt frugtsyre, vandmelon og hyaluronsyre) også booste cellefornyelsen, ensarte hudtonen og give glød. Ja tak, her fra.

9. Blithe Patting Water Pack (295 kroner, Beaumonde,dk)
Én af de nyeste trends fra Korea er vandmasker. De er helt perfekte til alle der ikke rigtig orker eller har tiden til traditionelle masker. Disse skal blot hældes ud i hånden og presses ind i huden i 15-20 sekunder, bum, så er der lækker hud. Det skal prøves!

De bedste solcremer til ansigtet – også ovenpå makeuppen

Én ting er at finde en god solcreme, noget andet – og langt mere besværligt – er at finde en god solcreme til ansigtet. I mange år valgte jeg flere gange om ugen helt at skippe solcremen, alene af den grund at min makeup blev et værre rod ovenpå den fedtede faktor. Nu har jeg endelig fået samlet nogle stykker, der fungerer glimrende under makeup, ikke fedter og føles lette på huden.

Coola Face SPF 30 Cucumber (289,95 kroner, Magasin)
En let og behagelig solcreme med frisk duft af agurk (fåes også uden duft), som altid fungerer under makeuppen – selv den tungere af slagsen. Cremen trænger hurtigt ind i huden og efterlader ikke ansigtet spøgelseshvidt.

A-Derma Protect SPF 50+ (129,50 kroner, Apotekeren.dk)
Høj faktor, men stadig åndbar – lige som jeg kan lide det. Et andet plus ved A-Derma solcremerne er, at de findes til forskellige hudtyper. Dette er min go-to solcreme, når jeg skal sydpå.

Pudderdaaserne Musthave Alt I En Beskyttelse (245 kroner, Matas)
Dette er den nyeste favorit blandt de seks. Helene og Katja har lavet en let og lækker solcreme (med lidt farve), som samtidig er en perfekt base for makeuppen. Særligt min fedtede t-zone har nydt godt af den, så jeg har nærmest ikke haft brug for at pudre næsen i løbet af dagen.

Secret Key Snail Repairing Sun Cream (33 kroner, eBay)
Jeg ved jeg har nævnt min favoritsolcreme fra Korea en del gange før, men den ligger stadig højt på listen i år. Desværre har jeg haft svært ved at finde forhandlere, så finder du den derude kan jeg kun råde dig til at shoppe et lager hjem.

Coola Face SPF 30 Makeup Setting Spray (319,95 kroner, Magasin)
Det har altid undret mig, at ingen har lavet dette noget tidligere. Setting sprayen fra Coola har en høj faktor og ødelægger ikke makeuppen, selvom den påføres adskillige gange om dagen. Den kommer til at være fast inventar i min taske i al fremtid.

Fuld makeup med kun 1 produkt

Makeup skal være sjovt og derfor giver jeg af og til mig selv nogle udfordringer. Måske kan du huske da jeg prøvede at bruge samtlige farver i Urban Decays VICE palette – kun med den pensel der fulgte med. For nylig gav jeg mig selv en ny udfordring, som gik ud på at lave en hel makeup med kun ét produkt. Det gik bedre end forventet og jeg kommer ganske sikkert til at prøve det igen, bare med andre farver.

Øjne
På øjnene brugte jeg Kat von D’s Everlasting Liquid Lipstick i farven Plath, først duppet på med fingrene og derefter tonet ud med en fast øjenskyggepensel (brugte Shade + Light Eyeshadow Brush fra Kat von D). For at give mere dimension til øjet, lagde jeg en smule Thunderstruck highlighter fra Kat von D på det midterste af øjenlåget. Den har ingen basefarve og derfor ændrer den ikke ved øjenskyggen, men giver blot et flot lys.

Læber
Fordi jeg er så glad for Plath læbestiften, valgte jeg at bruge den eau naturel på læberne. Havde jeg været en smule mere eventyrlysten, var der også kommet lidt highlighter på den eller en lysere farve (f.eks. Lolita II)  i midten af læben, for at give en ombre effekt.

Hud
For at skabe kontur ved kindben og pande, brugte jeg også Plath her. Læbestiften blev blandet op med Lock-it Primer fra Kat von D, for at gøre den mere transparent og så brugte jeg Marc Jacobs The Shape penslen til at påføre farven med og tone ud. Faktisk viste Plath sig, at være en smuk blush, så hvis du har den liggende derhjemme, kan jeg kun anbefale dig at prøve det af.

Det eneste makeup jeg har på – udover læbestiften Plath – er en foundation, en concealer, en transparent pudder og en mascara hurtigt kørt gennem vipper og bryn.

Verdens bedste pensel til highlighter

Jeg ved godt den berømte fan brush, er de fleste makeupelskeres foretrukne værktøj når det kommer til highlighter, men jeg er uenig. Indrømmet, jeg bruger den da af og til, men det er ikke den jeg får det bedste resultat med. Skal min highlighter kunne ses fra det ydre rum, tones perfekt ud (det er ikke noget værre end en stribe i ansigtet) og arbejdes godt ind i huden, er det min elskede Setting Brush fra Real Techniques jeg trækker frem.

Formen og tætheden af hårene gør denne pensel til min absolutte favorit til at påføre min highlighter med. Den er også eminent til min setting powder under øjnene og rundt ved næsen. Det er også grunden til jeg ejer to af disse – som den eneste pensel i hele penselsamlingen. Et andet meget stort plus er, at den kun koster 125 kroner, så her kan alle være med og det er nu engang sjovest.

Real Techniques Setting Brush kan bl.a. findes i Matas og Magasin, men lige nu er den kun på lager i Matas.

 

7 Skin Method – ny, nem og billig koreansk hudplejetrend

De fleste hudplejetrends fra Korea kræver mange produkter og research, men nu er der dukket én op, som taler til den dovne pige i mig. Denne metode kræver kun et enkelt produkt og langt mindre tid end 10 trins metoden. Faktisk er det eneste de to metoder har tilfælles, at de kan bruges af alle – uanset hudtype.

Hvad er 7 Skin metoden?
Grunden til det hedder 7 skin metoden er, at på koreansk kaldes toner for skin. På dansk vil det derfor hedde 7 toner metoden. 7 Skin metoden går kort sagt ud på, at påføre syv lag toner (eller kombineret toner og essens) efter hinanden. Ideen bag er, at din hud lettere kan absorbere tyndtflydende produkter, så du vil få mere ud af produktet eftersom det trænger ind i stedet for at fordampe fra hudoverfladen. Langt de fleste af os går rundt med dehydreret hud (ja, også dig med fedtet hud) og dette skulle eftersigende hjælpe til at give huden et kæmpe fugtboost, men uden at fedte det mindste. Derfor er 7 Skin metoden ideel til folk med kombineret og/eller fedtet hud, og steder hvor luftfugtigheden er høj.

Hvordan gør man?
Dette er en trend, hvor der er plads til at justere efter eget temperament. Nogle bruger metoden dagligt, andre et par gange ugentligt og andre igen, gør det i kortere perioder som en slags kurforløb. Du kan også selv vælge om du vil bruge den samme toner syv gange eller kombinere flere forskellige. Det er dog en god ide at styre udenom tonere/essenser med syre (AHA, BHA o.s.v.) eller alkohol, da det hurtigt vil blive en hård omgang, men ellers er der ingen “regler”. Jeg kan også se mange nøjes med 3-5 lag toner, så du tilpasser blot 7 Skin metoden som du ønsker.
Det første lag toner påføres med vatrondeller og de resterende (2-6) lag med hænderne. Du skal ikke hælde mere produkt i hænderne end hvad der svarer til en to-krone, da du hurtigt vil opleve at huden ikke kan nå at absorbere det inden næste lag. Efter hvert lag venter du 2-3 minutter inden det næste.

Virker det?
Indtil videre har jeg kun læst positivt om 7 Skin metoden og min umiddelbare tanke er, at det er en perfekt sommerutine. Der skal alligevel solcreme på, så hvorfor ikke spare på dagcremen og undgå følelsen af en indespærret hud. Folk skriver huden bliver pumpet med fugt, får glød som aldrig før og bliver mere spændstig – alt sammen noget jeg ikke siger nej tak til. Jeg glæder mig til at prøve 7 Skin metoden på eget ansigt og det munder garanteret ud i en ny omgang ‘Eva tester*. Jeg skal bare lige finde ud af hvilken toner jeg vil bruge til formålet.

Smid endelig en kommentar, hvis du har prøvet metoden eller overvejet det.

Verdens bedste eye liner + et godt (og supernemt) makeuptip

Vi kender det alle. Eyelineren påføres snorlige, men efter en time sidder hele herligheden tre centimeter længere sydpå og du ligner nu en træt panda. Møgirriterende, upraktisk og ikke pænt. Af selvsamme årsag har jeg tidligere valgt at skippe eyeliner, men de tider er ovre nu. Jeg har nemlig fundet de absolut bedste eyeliner, som bliver sidde hvor de skal – hele dagen.

Highline din eyeliner
Marc Jacobs Beauty har skabt Highliners og tusind tak for det. Formlen sidder lige i skabet og det er første gang jeg har kunnet bruge eyeliner på den våde kant, uden at føle irritation eller få øjnene til at løbe i vand. Eyelineren er så cremet at du knap nok behøver røre førend du har lagt en højpigmenteret streg. Efter cirka 20-30 sekunder tørrer Highlineren og den er nu vandfast. Den rører sig ikke ud af flækken, indtil du selv vælger at fjerne den igen. På den våde kant vil du opleve farven svinde en smule i løbet af dagen (det kan ikke undgåes), men der er altid farve ved vipperne og den kan ses på mig i over 10 timer.
Highliners kan findes i både shimmer og mat, og du har intet mindre end 23 farver at vælge i mellem. Jeg bruger dem næsten dagligt, både på øjenlåget, den våde kant og som øjenskygge. Grundet den unikke formel, er de lette at arbejde med på mange forskellige måde og de holder altid distancen.

Tip: Har du ikke tid til at lægge den helt store makeup, men ønsker stadig et lille farvepust? Læg en farvet eyeliner på den våde kant og se dit look gå fra 0-100 på fem sekunder. Du kan også lave Marc Jacobs’ signaturlook ‘undersmoke’, hvor du påfører eyeliner under de nederste vipper og toner den ud med fingrene (eller en fast øjenskyggepensel). Det ser supercool ud, når man har vænnet sig til “omvendt øjenskygge”. Nedenfor kan du lade dig blive inspireret af mine egne looks, men i dén grad også mine to (utrolig dygtige) kollegaer Nanna og Regitze.


Regitze med undersmoke i farven Fine(Wine) på billedet til højre og med farven Whirl(pool) til venstre

Mig med farven Whirl(pool) på den våde kant og lidt mere a la undersmoke til højre

Nanna med undersmoke/winged eyeliner i farven Fine(wine) til venstre og undersmoke med farven Whirl(pool) til højre

Marc Jacobs Beauty Highliners koster 180 kroner og kan findes i Sephora